
Kritik: Kommune svigter fyret rengøringspersonale
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Venstrefløjen og DF i Vordingborg får kritik for at svigte det sociale ansvar i forbindelse med, at kommunen har hjemtaget rengøringen på en række kommunale institutioner, efter man har sat et privat firma fra bestillingen.
Kommunen vil nemlig ikke overtage de ansatte fra firmaet, og derfor er 22 rengøringsassistenter blevet fyret. Kritikken kommer fra fagforeningen 3F, der har rengøringsassistenterne som medlemmer. Og fra firmaet Forenede Service, der har mistet opgaven.
– Vi er kede af og forundrede over, at kommunen har valgt ikke at løfte det naturlige sociale ansvar ved at virksomhedsoverdrage, siger Hans Fog, der er administrerende direktør ved Forenede Service, til Sjællandske Medier.
Forenede Service overtog selv opgaven som en virksomhedsoverdragelse, hvor de ansatte fulgte med.
Samme holdning har 3F.
Starter forfra
Det var det forrige byråd, der i september 2017 besluttede at hjemtage rengøringsopgaver til en værdi af 5,3 millioner kroner fra Forenede Service.
Den nye socialdemokratiske Borgmester Mikael Smed (S) erkender, at det kan være et problem og give usikkerhed for den enkelte medarbejder, men at man i kommunen ønsker at viske tavlen ren.
– For os handler det om at give de ansatte ordentlige arbejdsvilkår og samtidig sikre en god rengøring. Derfor starter vi helt forfra uden at være bundet af deres nuværende overenskomst, men der er stadig nogle problemer, vi skal have løst, blandt andet med hensyn til anciennitet, siger Mikael Smed, der ikke vil garantere, at kommunen ansætter de fyrede. tkn@kl.dk