
Kommunerne skal ensarte tildeling af førtidspension
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Det er ikke klart nok i lovgivningen, hvornår borgere skal sendes i ressourceforløb for at få førtidspension. Det har ført til, at kommunerne tolker reglerne forskelligt. Og det har fra tid til anden ført til historier om tilsyneladende meningsløse aktiveringer af syge mennesker i medierne.
Reglerne for førtidspension og ressourceforløb skal nu præciseres. Det blev en enig forligskreds enig om tirsdag.
Forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob har drøftet en såkaldt fremrykket delevaluering om reglerne for, hvornår borgere kan få tilkendt en førtidspension. Delevalueringen peger på, at det ikke er tilstrækkeligt klart i lovgivningen, hvilke borgere der kan tilkendes førtidspension, uden at de først har været i ressourceforløb. Det har ifølge beskæftigelsesministeriet betydet, at nogle kommuner har fortolket reglerne strammere end andre og har sendt borgere i ressourceforløb, selv om de kunne have fået en førtidspension.
Forligskredsen vil derfor præcisere reglerne, så borgere ikke visiteres til ressourceforløb, hvis deres arbejdsevne ikke kan udvikles. Samtidig vil forligskredsen sikre, at tilkendelse af førtidspension bliver mere ensartet på tværs af kommuner.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) glæder sig over, at man fremover kan undgå, at man sender folk i ressourceforløb uden grund.
– Vi har med delevalueringen fået bekræftet, at der er kommuner, der fortolker og forvalter reglerne om førtidspension strammere end andre. Mennesker er derfor blevet sendt i ressourceforløb, som de slet ikke burde være i. Det skal vi selvfølgelig have rettet op på med det samme. Jeg er derfor glad for, at jeg har fået forligskredsens opbakning til, at jeg snarligt kan fremsætte et lovforslag i Folketinget, der præciserer reglerne på området. Kammeradvokaten har været inddraget i arbejdet med at gennemgå lovteksten og har været med til at kvalificere det kommende lovforslag, siger han.
Ny klarhed i kommunerne
Lovforslaget, der fremsættes i marts, skal skabe klarhed om to ting:
- Dokumentationskravet for at få tilkendt en førtidspension kan i visse tilfælde være opfyldt, uden at borgeren har deltaget i et ressourceforløb.
- Det er en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb, at kommunen kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgeren kan udvikle sin arbejdsevne.
Lovændringen udvider ikke retten til førtidspension. Det forventes imidlertid, at der vil ske en praksisændring i de kommuner, som har fortolket reglerne meget stramt – med det resultat at der er borgere, som vil få en førtidspension på et tidligere tidspunkt.
Det samlede reformområde er ifølge beskæftigelsesministeriet også ved at blive evalueret, og på baggrund af evalueringen vil forligskredsen drøfte, om der er behov for yderligere justeringer af reformområdet, der blandt andet omfatter ressourceforløb, fleksjob og førtidspension.
– Mennesker skal på ingen måde igennem alle mulige tænkelige indsatser, hvis man på forhånd kan se, at det ikke giver mening. Men vi må aldrig opgive mennesker, der har en realistisk mulighed for på sigt at blive en del af arbejdsmarkedet, og derfor skal de have den bedst mulige hjælp og støtte gennem ressourceforløb. Og det har mit klare fokus, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.
En god dag for syge
Beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, Leif Lahn Jensen, er også tilfreds.
– Det er god dag for meget syge borgere i hele landet. De får nu klarhed over, hvornår de kan få førtidspension og sikkerhed for, at de ikke skal igennem et ressourceforløb, hvis deres arbejdsevne ikke kan udvikles. Vi bringer nu loven i overensstemmelse med intentionerne i reformen med hensyn til, hvornår en udsat borger skal have henholdsvis førtidspension og ressourceforløb. Det er et fint første skridt på vejen til at bringe hele førtidspensionsreformen i overensstemmelse med intentionerne bag reformen. Næste skridt tager vi, når den store evaluering af reformen er klar, siger han.
Beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen,
– Det er ikke og har aldrig været meningen, at syge mennesker, der ikke har mulighed for at komme tættere på arbejdsmarkedet skal sendes rundt i ressourceforløb. Det skal slutte nu, siger hun.
Beskæftigelsesordfører for Socialistisk Folkeparti, Karsten Hønge, mener, at tilretningen af loven er et vigtigt skridt på vej mod en mere fair behandling af borgerne.
Der er brug for, at vi skærer det ud i pap for kommunerne, så borgere ikke bliver behandlet vidt forskelligt, alt efter hvilken kommune de tilfældigvis bor i. Borgernes retsstilling styrkes med dette tiltag. Nu smøger vi ærmerne op og går i gang med den store evaluering, siger han. tkn@kl.dk