
Kommunerne har bedre styr på alkoholen
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Siden kommunerne i 2007 overtog ansvaret for alkoholbehandlingen, er den blevet bedre og bedre.
Det viser en ny omfattende analyse, der for nylig blev offentliggjort i det internationale sundhedsvidenskabelige magasin Public Health. Analysen er foretaget af forskningsenheden for klinisk alkoholforskning på Syddansk Universitet og omfatter hele 44.516 patienter, som blev indskrevet til alkoholbehandling fra 2006 til 2014.
Analysens resultater er refereret i KL’s nyhedsbrev Momentum.
Analysen konkluderer, at der i dag er en ensartet indsats på tværs af landet, behandlingsforløbene er blevet kortere og mere intensive, og andelen af succesfulde udskrivninger er steget.
Mens alkoholbehandlingen i 2006 kunne vare helt op til 433 dage, var den otte år senere reduceret til mellem 163 dage og 227 dage. Ligeledes har kommunerne i alle fem regioner haft en stigende andel af vellykkede udskrivninger, så man i 2014 lå på mellem 39 og 61 procent mod 16 og 53 procent i 2006. Mest markant har stigningen været i Hovedstaden med 31 procentpoint og Midtjylland med 27 procentpoint. Samtidig viser andre undersøgelser, at der er sket en stigning i antallet af borgere i alkoholbehandling fra omkring 6.800 i 2007 til omkring 14.000 i 2014.
Fælles vilje og fodslag
Professor Anette Søgaard Nielsen, Forskningsenheden for klinisk alkoholforskning, Syddansk Universitet, er den ene af tre forskere bag undersøgelsen. Hun vurderer, at kommunerne de seneste år har sikret en større ensartethed, som vidner om en kraftig indsats. Det ses ikke mindst i forhold til den stigende andel af succesfulde udskrivninger.
– Kommunerne har formået at fastholde et stort fokus på indsatsen og øge synliggørelsen af deres tilbud om alkoholbehandling. Det vidner i høj grad om fælles vilje og fodslag, siger Anette Søgaard Nielsen til Momentum.
Hun påpeger, at en af de store udfordringer er at nå den betydelige gruppe af alkoholafhængige, som ikke på forhånd er kendt af kommunen.
Stolt formand
Formanden for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, Thomas Adelskov, glæder sig over, at den nye undersøgelse dokumenterer, at de kommunale tilbud er blevet mere ensartede, og at de virker.
– Det er ekstra glædeligt at få dokumenteret, at indsatsen virker, når vi ved, at der i løbet af de 10 år, kommunerne har haft ansvaret for alkoholbehandlingen, er kommet over dobbelt så mange i behandling. Kommunerne har sammen med Sundhedsstyrelsen virkelig sat fokus på opgaven, og vi er stolte af, at vi er kommet så langt, siger Thomas Adelskov. tkn@kl.dk