
Medarbejdere bliver kaldt kællinger uden hjerne
tekst Sascha Reiffenstein Petersen
Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvor udbredt det er, at politikerne modtager trusler. I Assens Kommune har borgmesteren ikke modtaget nogen direkte trusler, og det hører det til sjældenhederne, at han modtager beskeder i en grov tone.
Alligevel er Assens borgmester, Søren Steen Andersen, glad for de tre partiers forslag om skærpet straf til dem, der truer politikere.
– Politikere og medarbejdere på rådhuset skal ikke være mere udsat end andre, når de går på arbejde, siger Assens borgmester.
Tænk på straffen
I sidste uge modtog Søren Steen Andersen en e-mail i en grov tone fra en borger, der var utilfreds med nogle medarbejdere tilknyttet Assens Kommune.
Overskriften i e-mailen lød: Kællinger uden hjerne.
Den blev efterfulgt af meddelelsen:
– Hej borgmester Søren
Har du et krav til lav IQ ved de ansatte i Assens Kommune? Eller hvad menes der med ordet borgerservice? I har vildt mange problemer med IT og personalets manglende formåen. Måske skal du overveje at ansætte en, der kan styre de systemer I sætter op, så de på et tidspunkt bliver brugbare.
Med venlig hilsen xx.
Borgmesteren besvarede henvendelsen med en besked om, at han gerne ville tale med vedkommende, hvis der blev sendt en besked, der var formuleret i en ordentlig tone.
Selvom det er meget sjældent, at Søren Steen Andersen modtager sådanne beskeder, mener han, at forøgelsen af strafferammen vil få afsenderne til at tænke sig om.
– Forslaget fra de tre partier, vil formentlig minimere de skriftlige trusler, fordi man overvejer ordene. Man har tid til at tænke på konsekvenserne og straffen, siger borgmesteren fra Assens. sarp@kl.dk