
Flere nord- og midtjyder får lærepladser
tekst Sascha Reiffenstein Petersen
Antallet er nordjyske lærepladser er steget med 22 procent i 2017, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.
– Det er flotte tal, som understreger, at vi er på rette vej. Det er godt for branchen, for lærlingene og for virksomhederne. Branchen generelt har meget at lave, så virksomhederne skal bruge nogle flere hænder, siger formand for Dansk Byggeri i Nordjylland, Henrik Holm til DR P4 Nordjylland.
I Midtjylland er der også en tendens til flere lærepladser. Her er det især tømrerlærlinge, der er eftertragtede. Antallet er tømrerlærlinge med en praktikaftale i hånden er steget med knap 14 procent i 2017.
– Vi har brug for flere tømrere både nu og de kommende år. Uddannelsen er også attraktiv for de unge, fordi der er gode muligheder for at læse videre, siger formand for Dansk Byggeri Midt-og Vestjylland, Niels Hansen til Viborg Netavis.
Lærepladserne kommer samtidig med, at der i det sidste halve år har været mangel på arbejdskraft i byggebranchen.
– Man skal glæde sig over, at det går godt i byggeriet. Men manglen på arbejdskraft er rykket op som den største udfordring for byggeriet. Tidligere var det især ingeniører og projektledere, der var mangel på, men på det seneste er der også opstået stigende udfordringer med at få tømrere, murere og elektrikere, siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg til business.dk. sarp@kl.dk