
Borgmester: Almene boliger skal være et krav
tekst Amalie Guldborg Olesen
I dag mødes politikerne i Københavns teknik- og miljøudvalg for at tage stilling til et kommende byggeri i Bispebjerg ved Lygten. Grundejerne ønsker en blanding af private familie- og ungdomsboliger, men står det til teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), så skal der være plads til 25 procent almene boliger, hvis byggeret skal have gang på jord.
− København mangler billige boliger, og derfor er det nødvendigt, at vi stiller krav om almene boliger, når vi har mulighed for det i forbindelse med behandling af lokalplaner. Hvis der kun bliver bygget private boliger i København, vil priserne blive ved med at stige, og til sidst vil der ikke være plads til københavnere med hverken lav eller bare gennemsnitlig indkomst. Byen skal være for alle, og det kan almene boliger være med til at sørge for, siger hun i en pressemeddelelse.
I indstillingen fra forvaltningen er der ellers ikke lagt op til et krav om almene boliger i det kommende byggeri. Den vurdering er man nået frem til med et argument om, at der i forvejen er en stor andel af mindre boliger i området. Men det argument køber Ninna Hedeager Olesen ikke.
− Almene boliger er meget andet end mindre boliger. Mange ressourcestærke borgere efterspørger eksempelvis forskellige typer af almene seniorboliger, og den type af boliger kan trække folk til, som ellers ikke ville have skelet til området på grund af boligudbuddet, siger hun og fortsætter:
− Et bredt flertal i udvalget har klart tilkendegivet, at det ønsker flere almene boliger og gerne af varierende type, så vi får en blandet beboergruppe, som kan gavne sammenhængskraften i kvarteret. Så længe vi sørger for at skabe variation i boligudbuddet, kan et område sagtens bære 100 procent alment. Det kræver flere almene boliger, og det er den vej, vi skal. Lygten vil være et godt udgangspunkt for denne nye dagsorden, afslutter hun.
I planen for det nye boligbyggeri ved Lygten lægger bygherrerne op til, at der skal være plads til 22.000 m2 boliger og 2.300 m2 erhverv. amgo@kl.dk