
Sønderborg mangler plejefamilier
tekst Tom Ekeroth
Sønderborg Kommune mangler nye aflastnings- og plejefamilier. Mange af de nuværende plejeforældre er over 50 år, og der mangler derfor yngre familier. Kommunen inviterer derfor til et stort informationsmøde om at være plejefamilie:
– Vi vil gerne vil matche plejebørn og plejefamilier så godt som muligt. De skal passe sammen, så betingelserne er så gode som muligt for, at de anbragte børn og unge bliver en del af familien. Derfor handler det ikke blot om at skaffe et antal nye familier/pladser, men også om at have et bredt udvalg, så vi har mulighed for at foretage nogle gode match mellem barnet og aflastnings- eller plejefamilien, siger afdelingsleder i Familiecentret i Sønderborg Kommune, Nina Marie Holm.
Mange kommuner i landet mangler plejefamilier i disse år, og i Sønderborg har Familiecentret nu valgt at gøre en indsats for at imødegå udfordringen i tide:
– Vi kan se, at vi kommer til at mangle plejefamilier, og at mulighederne for at lave vellykkede match forringes, når der er færre familier. Derfor håber vi, at der vil komme mange til vores informationsmøde den 1. marts, hvor vi fortæller om, hvad det indebærer at være plejefamilie. At være plejefamilie giver utroligt mange oplevelser og nye perspektiver til familien. Men det er også en stor beslutning at være plejefamilie, og derfor er det vigtigt, at man taler med sin familie og sit netværk og gør sig overvejelser om, hvorvidt man sammen med sin familie kan rumme et udsat barn eller en ung, siger Nina Marie Holm.
Kommunen inviterer 1. marts til et stort informationsmøde om at være plejefamilie. På mødet kan man møde en plejefamilie, som fortæller om sin hverdag med plejebørn. Yderligere deltager en kvinde, som tidligere har været anbragt, og en anden kvinde, der er vokset op som biologisk barn i en plejefamilie. Familieplejekonsulenterne fra Sønderborg Kommune er også til stede på mødet og orienterer om blandt andet arbejdsopgaver, uddannelse samt arbejds- og ansættelsesvilkår, godkendelsesprocedure, forskellige typer plejefamilier, beskrivelse af udfordringer hos anbragte børn og samarbejdet med familieplejekonsulenterne. tek@kl.dk