
Skive satser stort på solceller
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Skive Kommune har sat gang i planlægningen af et stort solcelleanlæg ved GreenLab Skive i Kåstrup. Solcelleanlægget vil have en størrelse på i alt 47 hektar. Det svarer til cirka 65 fodboldbaner. Et enormt område, der vil kunne levere grøn strøm til 6.500 husstande.
– Et solcelleanlæg i Skive giver rigtig god mening i forhold til at nå vores mål om at reducere CO2-udslippet og skabe et sundere og grønnere klima i vores kommune, siger Lars Peter Salhøj, som er chef for Plan og Support i Skive Kommune.
For at solcelleanlægget kan etableres, kræver det vedtagelse af to lokalplaner og et kommuneplantillæg. Teknik- og Miljøudvalget har 6. februar godkendt, at Skive Kommune går i gang med planlægningsarbejdet.
CO2 neutral i 2029
Etableringen af et solcelleanlæg knytter sig til Skive Kommunes målsætning om at være CO2-neutral i 2029, og det er helt i overensstemmelse med kommunens ambitiøse strategi for klima og energi og dens mangeårige arbejde med at bidrage til løsningen af de enorme klimaudfordringer.
– Den grønne omstilling er nødvendig, hvis vi skal bevare Jorden, som vi kender den, for vores kommende generationer. Vi bliver nødt til at handle nu, hvis vi skal påvirke klimaet i den rigtige retning. Det gælder både for os som danskere og som borgere i Skive Kommune. Og her er et stort solcelleanlæg ved GreenLab Skive et godt skridt i den retning, siger Lars Peter Salhøj.
Placeringen af solcelleanlægget ved GreenLab Skive er oplagt, fordi det her vil indgå i det store energilandskab, der bliver skabt, og det vil blive en del af den symbiose, der dannes sammen med andre virksomheder i området.
Der vil blive et beplantningsbælte, som kommer til at give en visuel afskærmning for solcelleanlægget. Fra 13. februar til 13. marts opfordrer Skive Kommune alle interesserede til at deltage aktivt i planlægningsdebatten, også kaldet foroffentlighed. I den periode har alle borgere, interesseorganisationer, foreninger og myndigheder mulighed for at komme med idéer og forslag til, hvad der skal tages hensyn til i planlægningen. tkn@kl.dk