Humanister indtager kommunerne
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Mens debatten om kolde og varme hænder i det offentlige raser, så er der sket en forskydning i forhold til, hvilke højtuddannede kommunerne ansætter.
Kun 17 procent af de 6.300 akademikere, der har fået job i kommunerne fra 2010 til 2016, har en klassisk djøf-uddannelse i bagagen. 47 procent har en pædagogisk eller humanistisk baggrund.
Derfor burde man også tale om en “pædagogisering” eller “humanisering” af kommunerne og ikke kun en djøfisering. Det skriver Magisterbladet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Mens antallet af akademikere med en økonomisk, juridisk eller forvaltningsmæssig uddannelse med ansættelse i kommunerne fra 2010 til 2016 er vokset med 1.058 personer, er der i samme periode kommet 1.489 pædagogisk uddannede akademikere og 1.532 humanistisk uddannede til.
Nye typer opgaver
Ifølge Eva Sørensen, professor i offentlig administration ved Roskilde Universitet, kan udviklingen blandt andet skyldes, at offentlig styring i dag handler om mere end blot økonomi, jura og forvaltning.
– Kommunerne er i dag optaget af at udvikle den offentlige velfærd, og det sker i stigende grad i et samspil mellem politikere, administration, medarbejdere og borgere. Det har givet plads til nye typer af akademikere, der både kan facilitere og understøtte arbejdsprocesser, men også ofte har en faglig specialviden, og som derfor kan være bindeled mellem administrationen, medarbejdere og borgere, siger Eva Sørensen til Magisterbladet.
Næstformand i KL og borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) mener, at de nye typer af akademikere er med til at sikre en bedre kvalitet i opgavevaretagelsen.
– Der er grundlæggende tale om et kompetenceløft, som gør, at vi kan løse opgaverne mere professionelt. På den måde drager kommunerne fordel af, at uddannelsesniveauet i hele samfundet har været stigende, siger han til Magisterbladet. tkn@kl.dk