
Foto: Michael Bager / Jysk Fyneske Medier / Ritzau Scanpix
Borgerne forventer at blive hørt, når vi rammer deres hverdag
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
En legeplads, der trænger til renovering, en cykelrasteplads, en sansehave og et madpakkehus. Det er blandt de projekter, der de seneste år har fået penge fra Faaborg-Midtfyn Kommunes borgerbudget.
– Tanken er at styrke det lokale demokrati ved at give borgerne mulighed for at disponere over denne her halve million kroner. I dag er det sådan, at det går gennem vores lokalråd, så de står for processen omkring at indhente ansøgninger til projekter og beslutte, hvilke projekter der skal støttes, fortæller Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune.
