
Foto: Colourbox
Viljen til samarbejde bliver afgørende
tekst Gitte Johansen, gij@kl.dk
Den 1. juli går arbejdet i de nye sundhedsklynger i gang. Grænserne er trukket, og der er udpeget en kommunal medformand for hver klynge. Håbet er, at de nye klynger skal skabe noget af den sammenhæng i sundhedsvæsenet, som har været efterlyst i årevis. Borgmester Trine Græse (S) er ny formand for Klynge Midt i Region Hovedstaden, og hun er ikke i tvivl om, at engagementet hos politikerne bliver helt afgørende.
– Det, der skal til for at få succes med den opgave, vi står overfor i klyngerne, er viljen til samarbejde. Og den, er jeg sikker på, er til stede hos begge parter. Jeg har store forhåbninger og tror på, at den direkte samtale, hvor vi sidder rundt om det samme bord og ser hinanden i øjnene, kan gøre en forskel for borgerne, siger hun.
Som borgmester i Gladsaxe Kommune har Trine Græse et stort ønske om, at det nye samarbejde kan give en mere planlagt opgaveoverdragelse mellem kommunen og sygehuset.
– Vi skal have sagerne på bordet, inden forandringer bliver ført ud i livet, så vi på forhånd kan drøfte, hvilke konsekvenser det har, når sygehuset for eksempel ændrer deres udskrivelsesprocedure. Jeg håber, at vi med klyngesamarbejdet kan undgå, at kommunerne hele tiden halser bagefter i forsøget på at løse nye opgaver, der uplanlagt kommer dumpende, siger hun.
