
Skal Danmark have atomkraft?
fortalt til Mads Brandsen
Når folk taler om vedvarende energi, bliver atomkraft altid skudt ned. Der kommer en masse floskler om vindmøller, Power-to-X, energifordeling på tværs af Europa og alt muligt andet. Det er alt sammen noget, der kunne være fedt at udvikle.
Men hvad gør vi så i dag? Hvor skal strømmen komme fra, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser? Det er sjældent, at vi kan geare vinden efter, at det er ulvetime, og hele familien bruger masser af strøm. Vi er afhængige af den strøm, der nu engang er.
I lande som Frankrig kan man levere mindre CO2-belastende energi, end vi kan i Danmark. Det er, fordi Frankrig har en helt anden energipolitik. Men alligevel kommer en del af den el, vi forbruger i Danmark, fra atomkraft. Markedet køber jo strømmen, hvor den er billigst. Hvis vi har meget sol og for meget vind, står vi med det problem, at vi har for meget strøm. Det vil godt nok kræve mange litiumbatterier at lagre al den strøm.
