Rekrutteringsudfordringer kan ende med stor regning til velfærdsstaten
tekst Anna Törnqvist Jensen og research Martin Pedersen
For få hænder og demografiske ændringer vil de kommende år kun gøre rekrutteringsudfordringerne større. Det vurderer arbejdsmarkedsforskere, som peger på, at der i disse år er store generationer, som går på pension og stiller krav til mere ældrepleje, mens det efterlader færre i arbejdsstyrken.
– Det betyder, at manglen på antallet af hoveder og hænder i arbejdsudbuddet kan blive en udfordring. Det andet er så, om man har det rette match i forhold til den efterspørgsel, der er, og i de kompetencer og den uddannelse, arbejdsstyrken har. Der tyder de fleste fremskrivninger på, at der vil være en stigende efterspørgsel og mangel på særligt faglært arbejdskraft og arbejdskraft inden for de store velfærdsområder i den offentlige sektor, forklarer Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
