Jeg kommer til at åbne døren til et kosteskab, da jeg bliver forvirret over skiltningen
tekst Anna Törnqvist Jensen
Tidligt om morgenen kører jeg af sted til valgstederne, da de åbner. Jeg har en tradition, som jeg har overtaget fra min forgænger, og som, jeg tror, er meget udbredt, og det er at besøge alle valgstederne i løbet af valgdagen. Det er, uanset om det er kommunalvalg, folketingsvalg eller EU-valg. For første gang er der også nogle, der gerne vil se, jeg går ind og stemmer, så jeg starter på mit eget valgsted og kører derefter rundt og hilser på de valgtilforordnede. Jeg sørger for at parkere min reklamebil langt væk ved hvert af stemmestederne, så jeg ikke blander mig i valget. Jeg bliver altid glad på valgdagen. Det er hyggeligt og spændende. Det er festligt, og det er demokratisk. Det er det hele.
Jeg har et par presseaftaler, så jeg tager til valgcaféen i kulturhuset Stubhuset. Der er ekstraordinært mange pressefolk denne gang. Både DR og TV 2 er her, og jeg taler med flere journalister, inden jeg spadserer over til det sidste valgsted, jeg mangler at besøge, i Støvring.
Jeg er tilbage i valgcaféen. Jeg har min flagstang med – en beregnet til indendørs brug. Det har jeg haft i mange år. Jeg har også min computer med, og jeg er i visse kredse berømt for mit regneark om valgresultatet. Efterhånden kan jeg se alle de valg, der har været i Rebild Kommunes tid, og regnearket er delt op på valgsteder. Jeg gør regnearket klar, mens min familie kommer forbi. Samtidig kommer også andre politikere og enkelte borgere, og så begynder det at blive lidt spændende.
