Der skal være mindre medicin og færre regler i fremtidens ældrepleje

fortalt til Anna Törnqvist Jensen

Jeg kan mærke, der er sket en ændring i de seks år, vi har været her. Jeg kan godt mærke, det ikke er helt så let at rekruttere længere, og det er faktisk ret sigende, fordi der har været og er stor opmærksomhed omkring stedet.

Vi er blevet bedre og bedre til at tage os af personalet, og vi er gennem årene også blevet meget åbne over for at rekruttere andre faggrupper. Det skyldes ikke kun rekrutteringsvanskeligheder, men også, at vi har set, at der er nogle faggrupper, som kan byde virkelig godt ind. Blandt andet har vi opdaget, at vi har stor gavn af folk fra tjenerfaget, men det kan lige så vel være ufaglærte eller folk, der har arbejdet med helt andre ting, som interesserer sig for mennesker. Det vigtigste er, at folk brænder for at arbejde med mennesker. Der er ikke så meget, man skal lægge mærke til på cv’et. Man skal hellere mærke potentielle medarbejderes menneskesyn og fornemme, om de har lyst til at gøre noget for mennesker, der har det skidt, og om de tør gå tæt på ældre mennesker.

Jeg tror, der er flere og flere friplejehjem på vej, og jeg kan allerede se både den konkurrence og synergi, der er mellem kommunale plejehjem og friplejehjem, og som er ret sund. Der findes mange eksempler på steder, der lærer af hinanden og sparrer med hinanden. Der er en stor synergi i det, som man ikke helt har fået øje på endnu.

Vi arbejder meget intensivt med at fjerne medicin fra vores beboere, og jeg mener også, det er det vigtigste overhovedet at tage fat i
i forhold til fremtidens ældrepleje. Det er nøglen til at få nogle raske beboere, og når vi arbejder med medicinen, fjerner vi også de bivirkninger, som tit sløver de ældre, og blandt andre uhensigtsmæssige bivirkninger gør dem dårlige i mave-tarm-systemet. De bliver friskere, mere opmærksomme, kan deltage i mere, og jo friskere de bliver, jo mere bevæger de sig også og bliver bedre fysisk.

Potentialet for ældreplejen er i mine øjne at bygge beboerne op, når de kommer på plejehjem. Det er man nødt til, for ellers kan man ikke løfte det med det antal medarbejdere, man har. Men man skal naturligvis erstatte medicinen med omsorg, og der er mange, der har den forestilling, at man er nødt til at medicinere beboerne for at kunne håndtere dem. Men det er faktisk lige modsat. Jo mere medicin, man fjerner, jo nemmere bliver de at nå ind til, kommunikere med og instruere i ting. Derfor ser jeg et kæmpe effektiviseringspotentiale i at arbejde med det.

Når man fjerner medicinen, bliver det også sjovere for medarbejderne at gå på arbejde, for så har de ikke bare en pille, de kan give. De er nødt til selv at finde på. Medarbejderne oplever en enormt stor motivation ved at få lov at gøre det, de har lært på skolen, og bruge deres faglighed.
Hvis man vil arbejde med afmedicinering, skal man først og fremmest arbejde med en fast læge på plejehjemmet, der er indstillet på at gå ind i sådan et samarbejde. Dernæst skal man selvfølgelig sørge for at have personalet med og få dem til at forstå, hvordan man arbejder med mennesket frem for medicinen. Medarbejderne skal forstå, at det, de kan, har lige så stor værdi som medicinen.

Det er et gigantisk problem at finde ud af, hvordan vi fastholder de mange gode folk, vi har i ældreplejen, og lige nu bliver de kun mere og mere slidte i takt med, at corona-udmattelsen indfinder sig. Det er kun det nyeste lag af psykisk slitage, der er kommet oveni, men det er vigtigt, at topledere allerede nu lægger planer for mental restitution for de medarbejdere og daglige ledere, som er ude i praksis.

En anden udbredt form for psykisk slid er moralsk stress. Forskere fandt det først hos sygeplejersker. Moralsk stress opstår, når man som fagperson oplever, at der i arbejdslivet er arbejdsbetingelser, der forhindrer en i at udføre sit arbejde på en måde, så man kan være stolt af det. Det er en særlig form for slitage, som virkelig kan få folk til at overveje at forlade faget.

Det, der tæller for medarbejderne, er, at de gør en forskel for andre. Det handler om mikroøjeblikke. Det er de bittesmå øjeblikke, hvor der er en særlig intensitet i nærværet og kvalitet i den hjælp, man giver. Det er der, hvor en borger eller en pårørende får en ”Åh, det havde du ikke behøvet”-oplevelse, fordi de oplever at blive set og forstået, og de bliver hjulpet ud over det, som medarbejderen havde behøvet.

Men når styringen bliver så stram, at medarbejderne føler, at der ikke er plads til, de kan slå til, når muligheden for et mikroøjeblik viser sig, så slider det. Det grundlæggende problem er New Public Management. En grundig evaluering har vist, at styringen har skabt en dyrere og dårligere velfærd med langt flere utilfredse borgere. Det skyldes blandt andet dyre it-systemer, der ikke virker; at opgaverne sendes i bud, hvilket viser sig at være dyrt, samt at der er blevet færre medarbejdere til at samarbejde med borgerne og flere medarbejdere til at stå for styringen i stedet. For eksempel betyder den minutiøse styring af hjemmeplejen, at medarbejdere og daglige ledere får svært ved at bruge deres faglighed, og at de allerede fra start føler sig bagud. Oplever vi knaphed – det kan være på tid, ressourcer, anerkendelse og respekt – går det ud over vores kognitive funktioner. Der ligger et gigantisk indsatsområde for toplederne og politikerne her.

Endelig kan medarbejdere i ældreplejen i perioder opleve et psykisk slid i form af omsorgstræthed, fordi de skal drage meget omsorg for mange mennesker – år efter år. Hvis de samtidig oplever knaphed på omsorg fra deres ledelse og måske føler sig overladt til sig selv med et større ansvar, end de egentlig er ansat til at forvalte, så risikerer vi, at de forlader faget. Risikoen for omsorgstræthed vil altid være der, fordi vi har medarbejdere og ledere ansat til at drage omsorg for andre. Hvis medarbejderne skal kunne blive ved med at yde omsorg, skal de have nogle arbejdsbetingelser, hvorved der drages omsorg for dem.

Problemerne handler ikke blot om penge. Det må det ikke reduceres til. Uanset hvor mange milliarder man ville pøse ind i et område, ville det ikke løse problemet med for eksempel omsorgstræthed. Der bør til gengæld sættes en stopper for syndfloden af quickfixes, som hærger og forværrer de egentlige problemer. Den store kunst for toplederne er at finde løsninger, som rent faktisk løser problemerne, og der skal luges ud i pseudoarbejdet. Det bliver vanskeligt, men hvis medarbejdere og ledere skal fastholdes i arbejdet, så kræver det ordentlige arbejdsbetingelser, hvor der gøres noget med omsorgstrætheden, den moralske stress og corona-udmattelsen.