Foto: Greve Kommune
Foto: Greve Kommune
30.09.2021 kl. 12.31

Borgmester efter kreditkort-sag: Det var dråben

Greves borgmester Pernille Beckmann (V) er vred over, at forvaltningen ikke handlede på hendes ønske om at betale udgifter tilbage. Jeg har ikke gjort noget forkert, siger hun.

Ingenting.

Det var, hvad der skete, da Greves borgmester Pernille Beckmann (V) efter Folkemødet i 2019 bad forvaltningen om at sørge for, at hun kunne tilbagebetale de 1.775 kroner, kommunen i første omgang havde betalt for, at hendes søn og daværende kæreste deltog i en middag på Bornholm.

Bilaget blev efterfølgende væk, og derfor var der ingen i forvaltningen, der sørgede for, at Pernille Beckmann kunne betale beløbet tilbage.

– Det er jeg virkelig ærgerlig over. Jeg har grundlæggende en tillid til, at når jeg beder om, at der bliver fulgt op på det, så bliver der fulgt op på det. Det gjorde der så ikke, konstaterer Pernille Beckmann, der torsdag offentliggjorde alle bilag på sin Facebook-side.

LÆS OGSÅ Aalborg får pris for socialøkonomisk arbejde

Både Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti kritiserer nu borgmesteren for ikke at have gjort nok selv.

Kunne du selv have gjort noget anderledes?

– Ja. Jeg skulle jo have fulgt op på det. Det gjorde jeg ikke. Men fejlen er ikke først og fremmest min. Den er administrationens. Man er jo ikke bedre end dem, der sidder omkring en, siger Pernille Beckmann.

Sagen om håndteringen af hendes eget bilag blev dråben, der fik bægeret til at flyde over i forhold til kommunens nu forhenværende kommunaldirektør Claus Thykjær, der er under mistanke for at have brugt 16.000 kommunale kroner til private indkøb.

LÆS OGSÅ Tønder slanker direktionen – mens Horsens udvider den

– Jeg oplevede det som et kæmpe svigt, at han ikke havde gjort noget. Når en kommunaldirektør svigter i det omfang, så er der ikke længere nogen tillid, siger Pernille Beckmann.

Kort efter det gik op for hende, at administrationen ikke havde gjort mere ved sagen, tilbagebetalte hun beløbet. Og i begyndelsen af august skred byrådet til politianmeldelse af Claus Thykjær. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmester efter kreditkort-sag: Det var dråben Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger