Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
28.09.2021 kl. 12.20

Retssag forsinker budget i Sorø

Sorø Kommune har besluttet at afvente resultatet af en retssag, der potentielt kan koste kommunen 17 millioner kroner, før der indgås budgetforlig.

Mens der i mange kommuner er indgået budgetaftaler, har Sorø Kommune trukket i bremsen. Der går nemlig nogle uger endnu, før der ligger en budgetaftale, da kommunen vil afvente resultatet af en retssag. Det oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Retssagen, som kommunen venter på resultatet af, er en strid om gadebelysningen mellem Sorø Kommune og elselskabet SEAS-NVE. Egentlig skulle afgørelsen være faldet den 23. september, men dommen er nu blevet udskudt til den 7. oktober.

SEAS-NVE stod indtil 2018 for gadebelysningen i Sorø, men da Verdo overtog opgaven, skulle kommunen købe lysanlæggene af SEAS-NVE. Parterne kunne dog ikke blive enige om, hvad gadelamperne var værd, og striden om de 17 millioner kroner afventer derfor rettens afgørelse. Sorø Kommune vandt sagen i byretten i Næstved i 2019, men SEAS-NVE ankede dommen, og hvis kommunen taber ankesagen, er det altså Sorø Kommune, der skal finde 17 millioner kroner til SEAS-NVE.

– Vi vil ikke risikere at stå i en situation, hvor vi disponerer midler i budgettet, som vi så efter ganske kort tid bliver nødt til at trække tilbage, fordi de skal bruges til at betale SEAS-NVE. Derfor har jeg helt ekstraordinært opfordret alle medlemmer af kommunalbestyrelsen, på det seneste møde i kommunalbestyrelsen, til at afvente domfældelsen i SEAS-NVE-sagen den 7. oktober, før der indgås aftaler om budgettet for år 2022-25, siger borgmester Gert Jørgensen (K). antj@kl.dk

LÆS OGSÅ Budget har buffer for retssag
Emneord
Budget, Jura, Økonomi

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Retssag forsinker budget i Sorø Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger