Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
28.09.2021 kl. 11.39

For hver fjerde ung bliver en konkret sag afgørende ved valget

27 procent af de unge regner med, at en enkelt lokal sag bliver afgørende for, hvor de sætter deres kryds ved kommunalvalget.

Særligt de unge vælgere vil ved det kommende kommunalvalg i november lade politikernes holdninger til lokale enkeltsager være afgørende for, hvem de stemmer på. Det viser en undersøgelse, som Voxmeter har gennemført for KL's nyhedsbrev Momentum.

Her svarer 27 procent af de stemmeberettigede unge mellem 17 og 24 år, at det i overvejede eller høj grad bliver politikernes holdning til en konkret sag, der afgør, hvor de vil sætte deres kryds. Det er væsentligt flere end landsgennemsnittet på 15 procent, og hele tre gange så mange som vælgerne over 65 år. Her gælder det derimod, at 46 procent primært vil lade politikernes overordnede holdning afgøre deres stemme, mens kun ni procent vil sætte deres kryds ud fra en enkeltsag.

Resultatet er ikke overraskende, mener Marie Madsen, der er forkvinde for Netværket af Ungdomsråd i Danmark.

– Når man er ung, så er det, der betyder noget, at politikerne viser handling frem for holdning. Samtidig har vi en bevægelse, hvor vi unge i højere grad end før organiserer os i emnespecifikke bevægelser, siger hun til Momentum, mens Ulrik Kjær, professor i kommunalpolitik ved Syddansk Universitet, supplerer:

LÆS OGSÅ Bornholm indfører spærretid: Topchefen er den eneste, der må udtale sig

– Den overordnede fornemmelse for, hvad der sker på de forskellige politikområder i kommunen, vil for mange blive bedre, når man kommer op i alderen. Jo ældre man bliver, jo oftere har man været i kommunale sammenhænge og fået indsigt i og holdninger til både daginstitutioner, skoler, ældrepleje, beskæftigelsesområdet og byggesagsbehandlingen, siger han til Momentum. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: For hver fjerde ung bliver en konkret sag afgørende ved valget Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger