94 kommuner vil være klimaneutrale i 2050 og godt forberedt på fremtidens klimaforandringer. Foto: Colourbox
94 kommuner vil være klimaneutrale i 2050 og godt forberedt på fremtidens klimaforandringer. Foto: Colourbox
27.09.2021 kl. 10.40

Kommunerne går mod klimaneutralitet inden 2050

Yderligere 30 kommuner har tilsluttet sig klimaprojektet DK2020 – klimaplaner for hele Danmark. Dermed er tæt på alle landets kommuner med i kapløbet om at blive klimaneutrale inden 2050.

Som det første land i verden har tæt på samtlige kommuner i Danmark sat de grønne ambitioner på et tårnhøjt niveau og går nu efter at opfylde målene i Parisaftalen.

Yderligere 30 kommuner har netop tilsluttet sig klimaprojektet DK2020 og bliver dermed en del af et hold, der allerede tæller 64 kommuner. Målet er klart: Senest i 2050 skal de være klimaneutrale. Vejen derhen hedder en ambitiøs, lokal klimahandlingsplan, som kommunerne nu skal udvikle med støtte fra Realdania, KL og landets fem regioner.

– Klimasamarbejdet mellem kommunerne har aldrig stået stærkere. Jeg er rigtig stolt over, at det kommunale Danmark i den grad viser, at vi går i front. Klimaudfordringerne skal løses lokalt, for klima handler om velfærd. Det handler om at undgå vand i kælderen, om mindre støj og forurening fra grøn transport, om affaldet, der skal genanvendes, om legepladsen, der også afleder de store vandmængder, det handler om bæredygtige løsninger i vores bygninger og mad i ældreplejen. Forandringerne og den grønne omstilling påvirker vores hverdag og de steder, hvor vi bor og opholder os. Og derfor er det en bunden opgave, at vi lykkes med en omstilling, hvor borgerne er tæt på de beslutninger, der træffes. Dén opgave kan vi bare se, at kommunerne i den grad har forstået og tager alvorligt, siger Jacob Bundsgaard (S), formand for KL.

De 30 nye kommuner i DK2020

Bornholm, Egedal, Frederikssund, Gribskov, Hillerød, Hørsholm, Ishøj, Vallensbæk, Greve, Guldborgsund, Kalundborg, Næstved, Ringsted, Solrød, Stevns, Billund, Fanø, Tønder, Holstebro, Ikast-Brande, Norddjurs, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs, Brønderslev, Læsø, Mariagerfjord, Morsø, Rebild og Thisted.

De nye kommuner i DK2020 skal arbejde med den samme standard for klimaplanlægning og med de samme værktøjer, som benyttes af internationale megabyer som Los Angeles og London – udviklet af det internationale bynetværk C40. Som deltager i DK2020 skal de 30 nye kommuner lægge en plan, der viser vejen mod klimaneutralitet senest i 2050. Arbejdet begynder allerede i efteråret og indebærer, at kommunerne udpeger alle væsentlige kilder til drivhusgasudledning lokalt og lægger en klar plan for, hvordan de håndteres. Der skal blandt andet kigges på områder som transport, landbrug, energi, bygninger, byudvikling og kommunens egne biler og ejendomme.

LÆS OGSÅ Torsken er blevet tyndere

Derudover skal klimahandlingsplanen komme med konkrete bud på, hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringer, inden planen til sidst bliver godkendt af det internationale bynetværk C40.

– DK2020 sætter klimaet øverst på dagsordenen, og det er fantastisk at opleve, hvordan et tæt partnerskab mellem regioner og kommuner kan bidrage til at finde løsninger på klimaudfordringerne. Med så mange ombord i projektet kan kommunerne og regionerne sammen med Realdania nu sætte alle vores kræfter ind på at lave seriøst og ambitiøse klimahandleplaner og tage de nødvendige skridt for at gøre Danmark klimaneutral og modstandsdygtig senest i 2050, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.

Da Realdania i 2019 lancerede DK2020 som pilotprojekt, fik 20 kommuner mulighed for at være med. Alle 20 har i dag en C40-godkendt klimahandlingsplan. Her er blandt andet fokus på udfasning af olie- og gasfyr, grøn mobilitet, klimatilpasning, partnerskaber, grønne jobs, delebilsordninger og samarbejde med lokale virksomheder og borgere om at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

– Da vi i sin tid inviterede 20 pilotkommuner med i det nystartede DK2020, havde vi ikke i vores vildeste fantasi troet, at vi skulle stå her i dag – kun to år senere – med et klimaprojekt, som tæller intet mindre end 94 kommuner. Det gør mig stolt på vegne af kommunernes og deres borgere, at de har valgt at tage så stort og lokalt et ansvar for en af de sværeste globale problemstillinger. Byer verden over kigger mod de danske kommuner for inspiration i klimaarbejdet. Nu får de hele 94 kommuner at sparre med – udover København, der som medlem af C40 allerede har en godkendt klimaplan, siger Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania. antj@kl.dk

LÆS OGSÅ Klima og miljø bliver afgørende til KV21
Emneord
Klima, Miljø

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommunerne går mod klimaneutralitet inden 2050 Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger