Thomas Kastrup-Larsen (S). Pressefoto
Thomas Kastrup-Larsen (S). Pressefoto
07.10.2021 kl. 12.34

Virksomhederne er tilfredse med kontakten til jobcentrene

En ny undersøgelse viser, at fire ud af 10 virksomheder forventer at have behov for at rekruttere medarbejdere inden for de næste tre måneder, og at syv ud af 10 virksomheder er tilfredse med jobcentrenes match mellem virksomheder og kandidater.

En ny virksomhedstilfredshedsundersøgelse, som KL har lavet, viser, at virksomhederne kvitterer for kommunernes fokus på rekruttering, hvor syv ud af 10 virksomheder er tilfredse med jobcenterets evne til at finde en kandidat, der passede til virksomhedens behov, mens otte ud af 10 virksomheder er tilfredse eller meget tilfredse med jobcenteret igennem forløbet.

– Det er rigtig vigtigt, at vi holder fokus på de ledige og virksomhederne. For det allervigtigste er, at virksomhederne skal have den arbejdskraft, de har brug for, og de ledige skal have glæde af de mange jobåbninger. Det viser den nye måling, at kommunernes lykkes med. Derfor er det også helt ved siden af, at vi igen diskuterer, hvor beskæftigelsesindsatsen skal placeres, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), der er formand for KL’s arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesudvalg og fortsætter:

– For kommunerne leverer en hel unik virksomhedsservice, hvor beskæftigelsesservice, uddannelsesindsats og det stærke, lokale samarbejde med virksomhederne hænger uløseligt sammen. Vi skal derfor holde fast i en enstrenget beskæftigelsesindsats, hvor kommunerne samler trådene og sørger for det bedste match.

Virksomhedstilfredshedsundersøgelsen gennemføres kvartalsvist. Og for første gang i undersøgelsens historie er virksomhederne også blevet spurgt til deres rekrutteringsbehov og forventede rekrutteringskanaler. Langt de fleste virksomheder finder deres nye medarbejdere gennem netværk og jobopslag, mens 46 procent af virksomhederne forventer at rekruttere nye medarbejdere inden for de næste tre måneder gennem jobcenteret.

LÆS OGSÅ Første erfaringer med a-kasseforsøg: KL-formand advarer mod at flytte opgaver

Syv ud af 10 virksomheder er da også tilfredse med jobcenterets evne til at finde en kandidat, der passede til virksomhedens behov, og halvdelen af virksomhederne har ansat en medarbejder som følge af samarbejdet med jobcenteret.

Hele undersøgelsen kan findes her. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Virksomhederne er tilfredse med kontakten til jobcentrene Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger