Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
30.11.2021 kl. 09.37

Halvdelen af jobcentrene bruger aldrig henvisninger

Jobcentrene prioriterer i højere grad at levere motiveret og relevant arbejdskraft frem for at bruge henvisninger. Halvdelen af jobcentrene bruger aldrig henvisninger, og hver tredje gør det kun sjældent, viser rundspørge foretaget af KL’s nyhedsbrev Momentum.

Henvisninger er ikke det mest populære værktøj, der findes i jobcentrenes værktøjskasse. Det viser en undersøgelse foretaget af KL’s nyhedsbrev Momentum.

I rundspørgen svarer 50 procent, at de aldrig bruger henvisninger, mens 34 procent kun meget sjældent eller sjældent gør brug af henvisninger. Kun syv procent svarer, at de ofte eller meget ofte bruger henvisninger.

Til gengæld bruger kommunerne i langt højere grad direkte formidling på jobordrer i samarbejde med virksomhederne. I en ny tilfredsundersøgelse foretaget blandt 1500 virksomheder, svarer 71 procent af virksomhederne, at de var tilfredse eller meget tilfredse med jobcentrets evne til at finde en kandidat, der matchede virksomhedens behov.

Til Momentum siger Thomas Kastrup-Larsen (S), der er formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg, at det viser, at kommunerne gør rigtigt i at formidle relevant arbejdskraft til virksomhederne.

LÆS OGSÅ Forslag: Partier vil anonymisere kommunale jobansøgninger

– Henvisninger er et redskab, som man selvfølgelig kan bruge, men det er tydeligt, at virksomhederne er meget mere interesseret i et tæt og smidigt samarbejde, hvor jobcentret, finder kandidater, der rent faktisk er motiverede for at tage arbejdet og hvor virksomheden har mulighed for at vælge hvem de ønsker at ansætte, siger Thomas Kastrup-Larsen til Momentum.

Danske Kommuner har også tidligere beskrevet, at det langt fra er alle kommuner, der gør stor brug af henvisninger. Det skete i kølvandet på, at Københavns Kommune fik kritik, efter Berlingske beskrev, at jobcentrene i København ikke havde henvist en eneste ledig til job i 2020 og 2021.

Men henvisninger er heller ikke populære hos virksomhederne, forklarede centerchef i Odsherred Kommune, Andreas Hegnsvad, som ikke kunne mindes, hvornår Odsherred sidst havde brugt henvisninger.

– Begrebet henvisning er ikke en metode, som virksomhederne efterspørger. Virksomhederne er ikke interesserede i at få en kandidat, som er henvist til et job i den juridiske forstand. De er interesserede i en kandidat, som er motiveret, og som kommer og præsenterer, hvad de kan. Hvis de så kan bruge kandidaten, vil de gerne ansætte vedkommende. Men de vil ikke have en, som kommer med armen på ryggen tvunget ud af jobcentret, sagde Andreas Hegnsvad til Danske Kommuner i den forbindelse. antj@kl.dk

LÆS OGSÅ Stigende smitte får Faaborg-Midtfyn til at genåbne corona-jobbank

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Halvdelen af jobcentrene bruger aldrig henvisninger Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger