Konstitueringspartierne i Gladsaxe. Bagerst fra venstre Lars Abel. Foto: Gladsaxe Kommune
Konstitueringspartierne i Gladsaxe. Bagerst fra venstre Lars Abel. Foto: Gladsaxe Kommune
25.11.2021 kl. 10.30

Byrådsveteran går enegang i konstituering og forlader sit parti efter 50 år

Længere tids kontroverser mellem Lars Abel og Det Konservative Folkeparti har nu ført til, at han har forladt partiet helt.

Ved første øjekast lignede konstitueringen i Gladsaxe business as usual.

Trine Græse (S) fortsætter i borgmesterstolen, Serdal Benli (SF) fortsætter som viceborgmester – og Enhedslisten og Radikale Venstre indgår også i aftalen om fordelingen af posterne.

Men det gør Lars Abel også, fremgår det af pressemeddelelsen.

Veteranen i Gladsaxe Byråd, der gennem mere end 50 år har repræsenteret Det Konservative Folkeparti, fik ved valget selskab af to partifæller for første gang i mange år – men efter en valgnat, hvor han gik enegang, har han nu valgt at forlade partiet.

LÆS OGSÅ Politimand nægter udvalgsarbejde sammen med eks-autonom

Det fortæller formanden for Gladsaxe Konservative Vælgerforening, Jens-Peter Siliam Kristensen, til Danske Kommuner.

– Lars Abel kontakter på valgnatten andre partier end dem, vi i forhandlingsudvalget har sonderinger med. Han sidder ikke med i udvalget, så han ved ikke, hvad der foregår. Det ender med, at han konstituerer sig uden om os og melder sig ud af partiet. Havde han ikke gjort det, havde partiets hovedbestyrelse ekskluderet ham for partiskadelig virksomhed, siger lokalformanden.

Kontroverserne mellem Lars Abel og Det Konservative Folkeparti strækker sig imidlertid længere tilbage. Lars Abel var utilfreds med, at han ikke blev spidskandidat tilbage i juni 2021 og blev kun mere utilfreds, da medlemmerne placerede ham som nummer fem på opstillingslisten i september. Ved valget sprængte han listen og fik med 647 stemmer 27 stemmer flere end spidskandidat Henrik Sørensen.

Jens-Peter Siliam Kristensen og resten af bestyrelsen ser nu fremad.

LÆS OGSÅ Afgående borgmester tager orlov

– Vi blev hængt til tørre af andre partier, fordi man ikke kunne regne med os. Det kan man nu, og vi ser lyst på tiden frem mod næste valg, for ved dette valg lykkedes det de borgerlige partier at vise vælgerne, at de faktisk har et alternativ til Socialdemokratiet, siger han.

Danske Kommuner har trods gentagne forsøg ikke haft held med at få fat på Lars Abel, der i en mail til Gladsaxe Bladet skriver, at han fremover vil repræsentere Gladsaxe SocialKonservative. mdbr@kl.dk

Danske Kommuner interviewede sidste år Lars Abel i vores serie Fra Byrådet, som du kan læse her.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Byrådsveteran går enegang i konstituering og forlader sit parti efter 50 år Felter med * skal udfyldes
 
Af: Jens Ahm
Københavns kommunes Embedsmandsforening
Den 25.11.2021 kl. 14:14

Berigtigelse

svar på: Byrådsveteran går enegang i konstituering og forlader sit parti efter 50 år

Lars Abel har ikke repræsenteret Det konservative Folkeparti i mere end 50 år. Han blev valgt i 1970 til byrådet for de konservative, men repræsenterede i en periode i 1970'erne Centrum Demokraterne, hvorefter han vendte tilbage til Det konservative Folkeparti.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger