Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti præsenteres på valgnatten som ny borgmester på rådhuset i Tønder. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti præsenteres på valgnatten som ny borgmester på rådhuset i Tønder. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
19.11.2021 kl. 10.20

Jeg er som alle andre, bare mere sønderjysk

Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti har erobret borgmesterposten i Tønder med en bred koalition uden om valgets store vinder – den siddende borgmester Henrik Frandsen fra Tønderlisten.

Vi må lige begynder med at placere Slesvigsk Parti på det politiske landkort. Flere medier kan godt lide at fremstille det som om, at man har fået en tysk borgmester i Danmark.

– Tingene har udviklet sig over tid, men fundamentet i partiet er det tyske mindretal. Vi holder skarpt øje med de tyske institutioner og foreningers vilkår og er talerør for dem. Men det er kun en mikroskopisk del af vores politik. Vi laver politik for alle borgere, forklarer Jørgen Popp Petersen.

Som han siger, har de et lidt andet fokus.

– Alle partier vil gerne have bedre ældrepleje, skoler og så videre. Men vi er også fortalere for et stærkt sønderjysk samarbejde. Dengang man lavede kommunalreformen, da foreslog vi en sønderjysk storkommune i stedet for Sønderjyllands Amt. Grænseregionen og samarbejdet med naboen mod syd er en del af vores mærkesag, uddyber Jørgen Popp Petersen.

LÆS OGSÅ Jagten på Villyeffekten

Men hvor placerer Slesvigsk Parti sig så på den traditionelle højre-venstre akse? Er de en slags Socialdemokrater, Radikale, Konservative?

– Det er lidt svært. I kommunalpolitik er det jo ofte svært at se forskel på partierne. Men vi er ikke superliberalister. Vi er ligesom alle de andre – et midterparti, siger han. 

Ny kultur

Med 13,3 procent af stemmerne bag sig og næstflest personlige stemmer –i alt 1919 – lavede han på valgnatten en konstitueringsaftale baseret på 21 mandater fra partierne Slesvigsk Parti, Borgerlisten, Socialdemokratiet, Venstre, Nye Borgerlige og De Konservative. Hvordan lykkedes det at samle så bred en flok?

– Jeg har været i lokalpolitik i 12 år, og derudover har jeg været med i mange ting. For eksempel har jeg i 20 år været formand for en landboforening. Jeg er aldrig blevet smidt ud nogen steder. Jeg tror, at jeg kan finde ud af at samarbejde. Det har konstitueringspartnerne vel haft tillid til, siger Jørgen Popp Petersen.

LÆS OGSÅ Der var både Pape-, Villy- og Langhoff-effekt i Kolding

Den seneste valgperiode har været præget af, at kommunens største parti Venstre har været i splid med sig selv. Det førte til, at den siddende borgmester Henrik Frandsen brød med partiet og skabte Tønderlisten.

– Der har været meget ballade. Jeg gik til valg på, at vi skulle have en ny borgmester. Det var en dagsorden de andre partier også havde. Derfor var Tønderlisten ikke inviteret med til forhandlingerne i første omgang. Men døren er åben, siger Jørgen Popp Petersen.

– Det vigtigste, vi står overfor nu, er at få skabt en bedre politisk kultur, siger han.

Vinderen udelukket

LÆS OGSÅ Eva Kjer Hansen tabte til Pape- og Villyeffekten

Borgmester Henrik Frandsen er naturligvis skuffet over, at det lykkedes de andre at udelukke ham og hans parti, der med 29 procent af stemmerne er det største. Borgmesteren fik det største antal personlige stemmer – 3763. 

– Vi slog rekorden. Jeg viste godt, at man ville rotte sig sammen på valgnatten. Når hele den øvrige kommunalbestyrelse smider os ud af forhandlingen, så er løbet jo kørt, siger han.Som han ser det, så bliver Jørgen Popp Petersen borgmester på tabernes nåde.

Tønderlistens fremgang svarer næsten præcist til Venstres tilbagegang.

– Venstre tabte ni pladser. Han sidder på deres nåde. Oprindeligt ville de lave en konstituering udenom Venstre og Tønderlisten. Men fordi vi får et jordskredsvalg, er de nødt til at invitere Venstre ind. Det var ikke meningen. Man burde have respekteret borgernes ønsker og givet mig mulighed for at fortsætte som borgmester, siger Henrik Frandsen. tkn@kl.dk

Valgresultat i Tønder KV 21

(Ændring i anden kolononne)

Tønder Listen 29,0%  29,0%

Venstre 7,1% -27,5%

Socialdemokratiet   14,8% -5,8%

Slesvigsk Parti 13,3% 7,5%

Konservative 5,5% 2,8%

SF 4,0% 0,5%

Borgerlisten  7,4% 3,0%

Nye Borgerlige   3,7% 3,0%

Emneord
Valg, Demokrati, Navne

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Jeg er som alle andre, bare mere sønderjysk Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger