Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
12.11.2021 kl. 11.04

Ny trepartsaftale om coronapas kan også bruges på kommunale arbejdspladser

Regeringen, FH og DA har indgået en trepartsaftale, som skal give arbejdspladser mulighed for at kræve coronapas af ansatte. Hvis det giver mening lokalt kan kommunerne også kræve det, lyder det fra KL’s formand.

Fredag er regeringen, FH og DA blevet enige om en trepartsaftale, der skal gøre det muligt for virksomheder at kræve, at ansatte viser gyldigt coronapas. Derudover er regeringen, FH og DA enige om at anbefale Folketinget, at den lov, som tidligere gav arbejdsgiverne mulighed for at pålægge ansatte at lade sig coronateste, genindføres.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet skal trepartsaftalen være med til at skabe mere tryghed på arbejdspladserne og sikre, at virksomhederne kan mindske risikoen for stor smittespredning blandt de ansatte og tab af omsætning. Muligheden for at kræve test af ansatte gælder kun i forhold til corona, og aftalen gælder så længe covid-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.

Regeringen vil nu bede Folketingets øvrige partier om mulighed for hastebehandling i Folketinget og om opbakning til, at aftalen kan omsættes til lovgivning.

– Jeg er rigtig glad for, at vi på kort tid har lavet en aftale, som kan give større tryghed på arbejdspladserne og hjælpe til, at Danmark forhåbentlig kommer gennem vinteren så godt som muligt. Vi skal fortsat passe godt på hinanden, og jeg vil opfordre folk til at lade sig vaccinere, siger fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ KL vil have kortere isolationsperiode

Coronapas er også en mulighed, som de kommunale arbejdsgivere kan benytte sig af, hvis det giver mening lokalt. Det siger KL’s formand, Jacob Bundsgaard (S), der især peger på landets plejehjem og botilbud som oplagte steder at indføre kravet.

– Coronapas er et godt redskab i værktøjskassen, når vi skal holde smitten fra døren – især over for vores mest udsatte borgere. Derfor er det godt, at vi nu får det værktøj i redskabskassen i kommunerne, siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Muligheden for at kræve coronapas af medarbejdere på plejehjem og bosteder skal ifølge KL-formanden ses i sammenhæng med, at man også kræver coronapas, når pårørende skal besøge plejehjem og bosteder.

– Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at begrænse smittespredningen. Og når vi nu beder pårørende til udsatte borgere vise coronapas, når de skal besøge plejehjem og bosteder, giver det god mening, at vi også kræver det af medarbejderne på disse arbejdspladser, siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:

LÆS OGSÅ Nu kan du afbryde selvisolation tidligere: Det lover godt for arbejdspladserne

– For alle andre kommunale medarbejdere bør det være op til den enkelte kommune at beslutte, om kravet skal gælde dem. Det er en beslutning, man kun kan træffe lokalt, hvor man kender de konkrete forhold. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny trepartsaftale om coronapas kan også bruges på kommunale arbejdspladser Felter med * skal udfyldes
 
Af: Kurt A. Nissen
Medlem af Lungeforeningen i Slagelse kommune
Den 12.11.2021 kl. 18:57

Frivilligt tvang

svar på: Ny trepartsaftale om coronapas kan også bruges på kommunale arbejdspladser

Hvis ikke du vil være en god samfundsborger og blive vaccineret mod Corona, så du kan vi et gyldigt coronapas på din arbejdsplads, kan du i værste fald blive fyret og det uden ret til dagpenge da det er selvforskyldt.

Regeringen og arbejdsmarkedsparter siger det på en pænere måde da de ikke går ind for tvangvaccinering af dem der siger nej, desværre tror jeg det kan ende med dette hvis der er alt for mange der siger nej.

Personligt syntes jeg det er klogt at vise coronapas på arbejdspladsen og især på hospitaler - behandlingssteder og plejehjem - vi skal jo passe på dem der holder Danmark i gang.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger