Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
26.03.2021 kl. 12.00

Borgmestre undrer sig over skolelukninger

Alle skoleelever i fire vestegnskommuner er sendt hjem frem til den 11. april.

Sundhedsmyndighederne besluttede i går, at alle elever skal sendes hjem i Ishøj, Brøndby, Vallensbæk og Høje-Taastrup Kommuner. Skolelukningerne varer foreløbig fra i dag og frem til søndag den 11. april. En beslutning, der undrer Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen (K).

– Jeg tænker, at det må være velbegrundet, men jeg synes, det er lidt mærkeligt. Jeg er undrende over for det, fordi det ikke er hos vores børn, at smitten er steget, siger han TV 2.

Tal for smittede i Vallensbæk Kommune viser, at smitten ikke er begrænset til børn og teenagere. Den seneste uge er der konstateret 33 smittede med coronavirus i Vallensbæk Kommune, og børn i den skoleaktive alder fra 0-19 år står for 12 af disse tilfælde.

– Når man nu tager et så drastisk tiltag at lukke skolerne, kan man godt få det indtryk, at det er der, smitten er. Det er den ikke. Smitten er bredt i hele kommunen og bredt på alle aldersgrupper, siger Henrik Rasmussen, der samtidig opfordrer alle Vallensbæk-borgere til at lade sig teste.

LÆS OGSÅ Borgmester: Automatiseret nedlukning virker ikke

Hvorfor skal skoler uden smitte lukke?

Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), forstår godt, at sundhedsmyndighederne benytter sig af lokale nedlukninger, men han undrer sig over, at styrelsen lukker skoler helt uden smitte. Det gælder for eksempel kommunens tre skoler som ligger i landsbyområder, hvor smitten ifølge borgmesteren slet ikke findes.

– Det giver simpelthen ikke mening, at de også skal lukke. Det er hurtigt og enkelt for styrelsen at arbejde med geografiske enheder, der bare er kommuner, men ude i virkeligheden giver det bare ikke så meget mening. Man kunne have haft præcis samme effekt ved bare at undtage skoler uden smitte og koncentrere sig om de andre, siger han til DR.

Lukningen i de fire kommuner omfatter alle klassetrin, og skolerne vil derfor i den kommende tid være nødsaget til at overgå til fjernundervisning. Påbuddet omfatter også SFO’erne. Der vil være mulighed for nødpasning for elever i 0.-4. klasse, som har særligt behov for det.

Næste skridt

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har givet Ishøj, Brøndby, Vallensbæk og Høje-Taastrup Kommuner et påbud om at lukke alle skoler og SFO´er midlertidigt.

LÆS OGSÅ Udskældt model for nedlukning skal revurderes

– I de her kommuner er smittetallet vedvarende højt. Det at lukke skoler er ét af vores værktøjer for at få smitten ned, siger enhedschef Bente Møller fra Styrelsen for Patientsikkerhed til TV 2.

Hun påpeger, at der ikke er en fællesnævner for, hvor smitten opstår. Den sker både blandt de erhvervsaktive, i skolerne, hjemmet og det offentlige rum. Hvad det eventuelle næste skridt skal være i kampen for at få bugt med coronasmitten på Vestegnen, ved Bente Møller ikke med sikkerhed.

– Vi har rigtig mange forskellige værktøjer, men ét af dem kan være detailhandlen, siger enhedschefen til TV 2.

Mens kontakttallet for hele landet er på 1,1 er det i Region Hovedstaden 1,2. gij@kl.dk 

LÆS OGSÅ Borgmester om automatisk nedlukning: "Good on paper - shit on grass"

 

Seneste incidenstal i de fire kommuner

Ishøj                                    324 pr. 100.000 indbyggere

Brøndby                              295 pr. 100.000 indbyggere

Høje-Taastrup                     253 pr. 100.000 indbyggere

Vallensbæk                         199 pr. 100.000 indbyggere

Emneord
COVID19, Skoler

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmestre undrer sig over skolelukninger Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger