Foto: Pressefoto
Foto: Pressefoto
24.03.2021 kl. 11.00

Skoleledere drukner i test og smitteopsporing

Der går utrolig meget tid med test og smitteopsporing på landets skoler. Formanden for skolelederne opfordrer kommunerne til at overtage opgaven, når flere elever møder ind efter påske.

Det er landets skoleledere, som i langt de fleste kommuner har ansvaret for samtykkeerklæringer, test og smitteopsporing blandt eleverne. En opgave som trækker tænder ud i en i forvejen presset hverdag.

– Vi bruger rigtig meget tid på test og smitteopsporing. Det er et kæmpe arbejde, og skolelederne har i forvejen travlt for øjeblikket. Det ville være en enorm lettelse for skolelederne, hvis opgaven med smitteopsporing blev flyttet væk fra skolens kontor, så vi kan bruge vores faglighed på det, som vi har mest forstand på, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

Han opfordrer derfor kommunerne til at overtage de mange sundhedsrelaterede opgaver med samtykkeerklæringer, podning og smitteopsporing.

– Vi vil meget gerne have skubbet opgaven over til nogen, som har forstand på sundhed. Vi er gode til at undervise og drive skole. Det andet bliver vi nødt til at gøre, men det ville være en stor hjælp, hvis kommunerne påtog sig den opgave. Den ide har vi også forsøgt at plante hos KL, siger Claus Hjortdal.

LÆS OGSÅ Udskældt model for nedlukning skal revurderes

Smitteopsporing

I øjeblikket går rigtig meget af skoleledernes tid med registrering af test og samtykkeerklæringer. Og når der konstateres smitte på en skole, går det helt store apparat i gang. Det skal afgøres, hvem der er nære kontakter. De nære kontakter skal kontaktes, og der skal tages stilling til, hvilke elever der skal sendes hjem. Og da ikke alle elever lader sig teste på skolen, er det en opgave, som skal løses på alle tidspunkter af døgnet.

– Nogle elever vælger at få taget testen om eftermiddagen i et offentligt testcenter, og så ringer forældrene til skolen om aftenen og fortæller, at eleven er smittet og har været i skole hele dagen. Så kan skolelederen bruge aftenen på at ringe rundt til alle de andre forældre plus personalet. Inden der skal laves et nyt skema, siger Claus Hjortdal.

Formanden for skolelederne frygter, at opgaven med smitteopsporing vokser voldsomt, når de resterende omkring 200.000 elever i 5. til 8. klasse, skal tilbage i skolen efter påske.

– Når vi får flere elever ind, så vokser opgaven. Det er der ingen tvivl om. Både smitteopsporingen men også med selve testopgaven. Dybest set skulle vi kun beskæftige os med skole. Det med sundhed burde ligge et andet sted. Vi har travlt nok med at drive skole, og sørge for at der er det rigtige antal elever med den rigtige afstand og den rette håndsprit, siger Claus Hjortdal. gij@kl.dk 

LÆS OGSÅ Borgmester: Automatiseret nedlukning virker ikke
Emneord
COVID19, Skoler

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Skoleledere drukner i test og smitteopsporing Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger