Foto: Jakob Carlsen
Foto: Jakob Carlsen
18.03.2021 kl. 12.00

Pape: Vi skal have R-Ø-V nok i bukserne

Fra højre til venstre var partilederne klar til at overbyde hinanden i frihed til kommunerne, da de mødte hinanden i debat på KL’s Topmøde.

Partilederne fra R, SF, V, K og finansminister Nicolai Wammen (S) var alle enige om, at kommunerne skal slippes mere fri fra kontrol og bureaukrati.

– Jeg er i den grad enig. Vi er nødt til at handle. Derfor er jeg meget glad for de syv nye frikommuneforsøg. Vi har haft frikommuneforsøg før. Men så er de blevet lukket ned igen. Vi skal langt videre af den vej. Vores beskæftigelsessystem er et godt eksempel. Jeg ved ikke, hvor mange gange, vi har siddet til forhandlinger og lovet hinanden, at nu skulle det være enklere, og så kom der alligevel en ny regel. Jeg håber corona har lært os, at vi skal holde nallerne væk. Det betyder også, at vi skal acceptere fejl, sagde Sofie Carsten Nielsen (R).

Søren Pape Poulsen (K) leverede overskriften.

– Beskæftigelseslovgivningen er det bedste eksempel på, at man burde brænde det hele ned og starte forfra. Landspolitikerne skal ikke tackle enhver kameramand, for at lave regler, hver gang der sker en ting. Og lokalpolitikerne skal sige til deres forvaltninger, at nu skal vi det her og sætte medarbejderne fri. Nu skal vi have noget action. Og så skal vi have R-Ø-V nok i bukserne på Christiansborg og i kommunerne til at fjerne det kæmpe lag af bureaukrati og forvaltning, sagde han.

Finansministeren Nicolai Wammen påpegede, at de nye frihedsforsøg er friere end tidligere tiders.

– Der er tale om en total frisætning. Der er en stor iderigdom derude, som vi skal bruge. Det er vejen frem, sagde han.

Jakob Ellemann-Jensen (V) forhøjede indsatsen på spillebordet.

– Vi skal ikke bare have syv, men 98 frikommuner. Vi skal have vendt bedetæpperne. Vi skal stole på vores institutioner, og at de folk der arbejder der, er der, fordi de gerne vil gøre det godt. Men mange gange har de fokus mod kommunerne og ikke mod borgerne. Vi har alle siddet og holdt vejret under TV2-udsendelsen. (Else-sagen, red.). Men vi mener, at man skal sætte plejehjemmene og lederen fri. Men vi skal også fyre dem, hvis de ikke magter opgaven. Jeg synes, vi skal insistere på friplejehjem i alle kommuner, sagde han og understregede, at der også var behov for at skoler og lærere skulle sættes mere fri og vises mere tillid.

LÆS OGSÅ Nordjylland er godt på vej med nærhedsreform og opfordring til regeringen

Pia Olsen Dyhr (SF) mener, at tillid til det lokale selvstyre kan betale sig.

– SF’s rådmand i Aarhus, Thomas Medom, fik gennemført, at man i stedet for at jagte den enkelte arbejdsløse skulle give dem 50.000 kroner, som de selv kunne bestemme, om de ville bruge på tænder, uddannelse eller andet. Det viste sig, at det faktisk fik folk i arbejde. Det viser, at der er bonus i at stole på vores lokalvalgte, sagde hun. tkn@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Pape: Vi skal have R-Ø-V nok i bukserne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger