Ulrik Wilbek (V). Foto: Viborg Kommune
Ulrik Wilbek (V). Foto: Viborg Kommune
12.03.2021 kl. 09.07

Erfaringer skal give udsatte borgere bedre forløb

Med afsæt i kommunernes egne erfaringer udsender KL nu anbefalinger om, hvordan udsatte borgere får en sammenhængende indsats og bedre muligheder for at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Borgere med komplekse problemer mødes ofte af et offentligt system, der er svært at gennemskue. De skal navigere mellem forskellige forvaltninger, sagsbehandlere og kontaktpersoner, som stiller hver deres krav til fremmøde, dokumentation og deltagelse i indsatser med forskellige mål.

På den baggrund har KL samlet kommunale erfaringer og netop udsendt anbefalinger om mere helhedsorienterede indsatser for udsatte borgere.

– Vi har et fælles ansvar for at skabe bedre rammer for en mere helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer, så flere bliver i stand til at mestre eget liv og få fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Ulrik Wilbek (V), formand for KL’s Socialudvalg og fortsætter:

 – Alt for mange borgere og familier med komplekse problemer oplever et svært og uigennemskueligt offentligt system med usammenhængende forløb. I stedet bør vi tage afsæt i borgerens egne mål, for det er ofte en mere direkte vej til kontakt med arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ Kommuner vil suspendere 225-timersregel: Ministerium siger nej

Detaljeret lovgivning i hver opgavesøjle gør det vanskeligt for kommunernes medarbejdere at møde borgerne med et helhedsperspektiv. Derfor er løsningen ikke flere, men færre regler.

– Samtidig er der behov for kompetenceudvikling i det faglige arbejde med samordnede indsatser. Det gælder både grunduddannelse og efteruddannelse af vores medarbejdere, og her har staten også et ansvar for at bistå kommunerne. Vi ser derfor frem til, at den kommende Hovedlov skaber bedre rammer for samarbejdet med udsatte borgere, siger Ulrik Wilbek. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Erfaringer skal give udsatte borgere bedre forløb Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger