Annette Wiencken. Pressefoto
Annette Wiencken. Pressefoto
11.03.2021 kl. 13.30

Efter kamp om borgmesterposten: Nu skifter spidskandidat parti

Annette Wiencken, der ad to omgange har været spidskandidat for Venstre i Hørsholm og stået i direkte borgmesterduel med nuværende borgmester Morten Slotved (K), har nu meldt sig ind i Konservative.

Ved kommunalvalget i både 2013 og 2017 kæmpede Annette Wiencken og Morten Slotved om borgmesterposten i Hørsholm som spidskandidater for henholdsvis Venstre og Konservative. Begge gange kunne Morten Slotved kalde sig sejrherre, og nu er Annette Wiencken blevet indlemmet i Konservative. Det sker, efter Annette Wiencken i 2019 forlod Venstre og blev løsgænger.

– Det har været en meget speciel tid og en stor beslutning for mig at skifte parti. Men jeg er meget glad for at være blevet inviteret indenfor i den konservative gruppe. Her arbejder alle kommunalbestyrelsesmedlemmer hver dag for Hørsholms borgere, og heldigvis også for hinanden – også når de ikke er enige. De spiller hinanden gode, det er noget, jeg har savnet, siger Annette Wiencken i en pressemeddelelse ifølge sn.dk.

Hun forlod Venstre efter interne konflikter, da det var vanskeligt for Annette Wiencken at finde opbakning til et bredt samarbejde med de øvrige partier i kommunalbestyrelsen.

– Borgerne i Hørsholm er altovervejende borgerlige, og det har altid ærgret mig, at ikke alle borgerlige partier har villet begrave stridsøksen, og indlede et tættere samarbejde om de bedste løsninger for Hørsholm. En samarbejdende kommunalbestyrelse tjener borgerne bedst, og vælgerne forventer, at vi bruger det mandat, vi har fået, til at være konstruktive og resultatorienterede. Denne holdning deler jeg heldigvis med borgmester Morten Slotved og hele den konservative gruppe, siger Annette Wiencken i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ Eks-viceborgmester dømt for krænkende billeder

63-årige Annette Wiencken blev valgt ind i kommunalbestyrelsen ved kommunalvalget i 2009, og hun håber også på genvalg, selvom hun har skiftet parti.

– Jeg er selvfølgelig bevidst om, at det kan skabe lidt usikkerhed at skifte parti, men jeg vil bruge resten af valgperioden og selve valgkampen på at forsikre de vælgere, som tidligere har stemt på hende om, at jeg er præcis den samme som før, understreger hun ifølge sn.dk. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Efter kamp om borgmesterposten: Nu skifter spidskandidat parti Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger