02.03.2021 kl. 10.36

Ombudsmanden kigger på fejlramt sygedagpengesystem

Efter at det er kommet frem, at kommunernes nye it-system på sygedagpengeområdet har været ramt af fejl, går Folketingets Ombudsmand ind i sagen.

Forkerte beregninger, forkerte refusioner, breve uden datoer og forsinkede udbetalinger.

Fejllisten var lang, da flere medier i efteråret berettede om kommunernes nye sygedagpengesystem, KSD. Det fik Folketingets Ombudsmand til at kontakte tre kommuner, og efter at have fået svar fra dem, har han nu besluttet at følge udbedringen af fejlene nøje.

Ved sin behandling af fremtidige sager på sygedagpengeområdet vil han være ekstra opmærksom på, hvorvidt fejlene kan henføres til KSD-systemet.

– Hvis der er fejl i et IT-system som KSD, kan det medføre et stort antal fejl i de konkrete sager over for borgerne, fordi fejl hele tiden bliver gentaget i systemet. Derfor er det afgørende, at fejl i et IT-system som dette bliver fundet og løst så hurtigt som muligt, siger ombudsmand Niels Fenger.

LÆS OGSÅ KOMBIT har opsagt leverandør af nyt valgsystem

Svarene fra de tre kommuner – Herning, Holstebro og Viborg – viser, at der stadig er konkrete udfordringer med systemet, men at der arbejdes med at udbrede dem.

Ombudsmanden vurderer, at en fortsat undersøgelse fra hans side næppe vil fremskynde arbejdet med at rette op på systemfejlene, og han har derfor bedt Beskæftigelsesministeriet om at blive orienteret om de initiativer, som ministeriet og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har igangsat.

KSD er udviklet og leveret af KMD og blev sat i drift i alle landets kommuner i juni 2020. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ombudsmanden kigger på fejlramt sygedagpengesystem Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger