Der kommer meget innovation ud af byrådssalene i Danmark.
Der kommer meget innovation ud af byrådssalene i Danmark.
18.05.2021 kl. 12.47

Politikerne er motor for udviklingen af den offentlige sektor

Politiske initiativer beslutninger spiller i høj grad en positiv rolle i offentlig innovation, viser nye tal fra Center for Offentlig Innovation, der i en ny analyse har spurgt til, hvordan nye løsninger bliver til.

Når danskerne sætter deres kryds til kommunal-, regions- eller folketingsvalg, gør det en forskel for fornyelsen af den offentlige sektor. Politiske initiativer spiller en positiv rolle i seks ud af ti offentlige innovationer.

Det viser helt nye tal fra Innovationsbarometeret – den officielle statistik over offentlig innovation, som Center for Offentlig Innovation (COI) udarbejder sammen med Danmarks Statistik.

Og hvad er så egentlig det overraskende i det? Man fristes til at sige, naturligvis!

Ifølge Innovationskonsulent Lotte Rømer Grove, der er projektleder på COI's indsats for at styrke politikernes rolle i offentlig innovation, skal man tage højde for, hvad en innovationsproces er.

LÆS OGSÅ Djøf kræver løn og tort-erstatning for fyret kommunaldirektør

– Når man ikke er fuldtidspolitiker har man ikke den samme tid som embedsværket, der er ansat fuld tid. Politikerne er også bevidste om, at de ikke altid har tilstrækkelig specialviden og kompetencer til at lave løsningerne. Det er vigtigt at de gør det, for de kan som politikere skabe forandring til det bedre – også på de store og komplekse udfordringer vi står med, men det kræver vilje og mod, siger Lotte Rømer Grove, siger Lotte Rømer Grove.

Men når man kigger på Folketinget, så er der jo også en del kritik af, at politikerne der er for ivrige i forhold til at vise handlekraft og sætter gang i for meget med lovgivning og nationale mål for det ene og det andet. Hvordan hænger det sammen?

– Kritikken i forhold til Folketinget går mest på, at politikerne er for detailstyrende fra start. De kommer med en færdig løsning og ikke en innovationsproces, siger Lotte Rømer Grove.

Som et eksempel på det modsatte nævner hun regeringen og støttepartiernes klimaplan om 70 procent co2-reduktion.

– Her kom Christiansborg ikke med en færdig løsning, men satte en ambitiøs retning. Så kan de kritiseres for ikke at levere nok i forhold til planen. Til gengæld er klimaplanen blevet grebet af kommunerne, der arbejder med egne løsninger i forhold til målene, siger Lotte Rømer Grove.

I seks ud af ti tilfælde er det politikerne, der driver innovationen frem. I de andre tilfælde kan det embedsmænd, medarbejdere, borgere, forskning med videre.

Kræver politisk vilje

I forbindelse med offentliggørelsen af Innovationsbarometerets, nævner COI en politisk igangsat innovation er Odense Byråd, som eksempel. I Odense har man indledt en målrettet demokratisk samtale med borgerne, der fører til nye handlinger, så kommunen også i fremtiden har stærke lokalsamfund.

Et andet er den politiske beslutning om frikøb af DMI's vejrdata, der gavner private og offentlige aktører og den grønne omstilling.

– Det er gode nyheder, at politikerne spiller en rolle i over halvdelen af de offentlige innovationer. Vi ved, at større og komplekse forandringer, som vi har brug for på for eksempel klima- og sundhedsområdet, kræver politisk vilje og lederskab. Derfor er vi optagede af, hvordan politikerne står stærkt i innovationsarbejdet, siger Lotte Rømer Grove.

Løsninger til borgerne

Den nye statistik kan findes i udgivelsen 'Fornyelse fra oven – når politikerne sætter præg på offentlig innovation', som udkommer i dag.

I udgivelsen giver blandt andre borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune Sofia Osmani (K) råd til, hvordan man som politiker kan styrke rammesætningen af innovationsarbejdet.

– Den største værdi af politisk innovationsarbejde er kort sagt, at vi kommer frem til bedre løsninger for vores borgere og brugere, og det er jo dem, det hele handler om. Nogle gange kommer de løsninger i form af højere kvalitet, og andre gange i en klogere måde at bruge pengene på, siger Sofia Osmani.

Når offentlig innovation er igangsat af politiske beslutninger, samarbejdes der oftere med andre aktører om innovationen. Oftest internt i samme organisation, med andre offentlige arbejdspladser af egen slags og med vidensinstitutioner.

Når innovationer er igangsat af politiske beslutninger, er indfrielsen af politiske mål ofte en af de værdier, innovationen har skabt.

– Der er så meget innovationskraft i politikerne, og det er glædeligt, at det ofte omsættes i samarbejde med andre. Vi er klar til at følge og bidrage til arbejdet, siger Lotte Rømer Grove. tkn@kl.dk 

Se publikationen her:

Fornyelse fra oven – når politikerne sætter præg på offentlig innovation (coi.dk)

 

Om offentlig innovation

- Offentlig innovation er at gøre noget nyt i den offentlige sektor, som skaber værdi. Innovationen skal være ny for arbejdspladsen selv, men kan være brugt af andre.

- Værdien af offentlig innovation kan have flere former: indfrielse af politiske mål, stigende effektivitet, højere kvalitet, styrket demokrati eller øget medarbejdertilfredshed.

- Innovation kan være nye eller væsentligt ændrede serviceydelser, produkter, organisationsformer og processer eller måder at kommunikere med omverdenen på.

- Innovationsbarometeret er den officielle statistik over offentlig innovation. Statistikken bliver lavet i samarbejde mellem Center for Offentlig Innovation og Danmarks Statistik. Undersøgelsen bygger på svar fra 2.271 kommunale, regionale og statslige arbejdspladser af alle slags.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Politikerne er motor for udviklingen af den offentlige sektor Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger