Ulrik Wilbek (V), formand for KL's socialudvalg. Foto: Viborg Kommune
Ulrik Wilbek (V), formand for KL's socialudvalg. Foto: Viborg Kommune
11.05.2021 kl. 17.54

KL om børneaftale: Fine takter, men hvad med tilliden til kommunerne?

Kommunerne ser fine takter i den politiske aftale "Børnene Først". Men initiativerne bliver ledsaget af nye proceskrav. Derfor efterspørger KL mere tillid til kommunerne.

KL tager imod den politiske aftale "Børnene Først" med glæde.

Børnene bliver nemlig sat i centrum, og der er anerkendelse af det forebyggende arbejde i kommunerne, lyder det fra Ulrik Wilbek (V), der er formand for KL's socialudvalg.

– Der er mange gode takter i den nye aftale. Det er positivt, at det anerkendes, at det gode forebyggende arbejde, som kommunerne udfører hver dag, er meget vigtigt for børnene og deres familier. Og så er vi glade for, at aftalepartierne har lyttet til resultaterne fra både frikommuneforsøgene og kulegravningen og banet vejen for en enklere lovgivning, der skaber fleksibilitet og gode rammer for det socialfaglige arbejde. Og dermed giver mere tid til det allervigtigste – barnet og dets familie, siger Ulrik Wilbek (V), der også er borgmester i Viborg.

Aftalen blev præsenteret tirsdag eftermiddag og indeholder en række initiativer på området for udsatte børn - heriblandt den tidligere bebudede Barnets Lov og en række nye muligheder og pligter for kommunerne i anbringelses- og tvangsadoptionssager.

LÆS OGSÅ Lydproblemer gør nyt familiehus ubrugeligt

Initiativerne skal i løbet af året omsættes til lovforslag, der kan blive vedtaget i starten af 2022 og træde i kraft året efter.

Blandt initiativerne er regelforenklinger, der skal sikre fleksibilitet og tillid til sagsbehandlerne. Regelforenklingerne skal bygge på erfaringer fra frikommuneforsøg på børneområdet.

Hos kommunerne er der glæde over færre regler, men kritik af, at der samtidig indføres, det som KL kalder, nye proceskrav. KL peger blandt andet på obligatoriske forældrehandleplaner og "nye sagsskridt" i form af ”Second Opinions” og ”følg-og-forklar-principper”, der i højere grad inddrager Ankestyrelsen i kommunernes vurderinger."

Derfor efterspørger Ulrik Wilbek mere tillid til kommunernes arbejde.

LÆS OGSÅ Politisk børneaftale på plads: Kommuner forpligtes til at overveje adoption fra fødslen

– Det er vigtigt, at der er tillid til kommunernes arbejde med udsatte børn og unge. De frikommuneforsøg, der har været på området, har vist, at regelforenkling og fokus på den faglige indsats er til gavn for de udsatte børn og deres familier, siger Ulrik Wilbek.

Aftalen indeholder en pose penge i form af to milliarder kroner i årene 2022 til 2025, og når aftalen er fuldt indfaset vil området være løftet med 734 millioner kroner om året.

KL påpeger dog, at en række af initiativerne i aftalen koster ganske mange penge, og at en del af initiativerne ikke er finansieret i aftalen.

– Det er ikke gratis at have ambitioner - især flere anbringelser kræver en tilstrækkelig økonomitilførsel. Kommunerne er helt med på at styrke det udsatte børne- og ungeområde i en sådan grad, som aftalepartierne lægger op til. Så vi må ikke komme i en situation, hvor de økonomiske hensyn bliver styrende for, hvad det er for en indsats barnet og familien får. Det motiv tillægges kommunerne desværre ofte for tiden. Derfor skal der følge tilstrækkelige midler med, siger Ulrik Wilbek. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Socialrådgiverne: Ordre om at spare på alle børnesager er utilgivelig

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL om børneaftale: Fine takter, men hvad med tilliden til kommunerne? Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger