Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
06.05.2021 kl. 11.45

Kommuner ser frem til at sænke farten

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil give kommunerne større mulighed for at sænke de lokale hastighedsgrænser. Det vækker glæde i kommune, der har kæmpet for at sætte farten ned.

Der kan være nye hastighedsgrænser på vej rundt om i landet, efter transportminister Benny Engelbrecht (S) har meldt ud, at han vil give kommunerne større mulighed for selv at sætte farten ned lokalt for at forbedre trafiksikkerheden i byer og byområder.

Den nyhed vækker glæde hos Dan Riise (V), formand for arkitektur-, byplan- og trafikudvalget i Hillerød. Her har kommunen nemlig forgæves kæmpet for at sænke fartgrænsen flere steder uden held.

– Jeg er blevet rigtig, rigtig glad. Vi har to sager, vi har sendt ind til ministeriet, fordi vi er uenige med Nordsjællands Politi. Jeg synes, det er fantastisk, at man nu vil give kommunerne mere at skulle have sagt, for der findes jo ikke nogen, der ved mere om, hvor det er et problem, når folk kører for stærkt end de mennesker, der arbejder i kommunen. Derfor ville det bare være super, hvis vi på udvalgte strækninger kan lave 40 km/t zone, siger Dan Riise.

De to steder, som Hillerød Kommune har klaget over politiets afgørelse over, er i landsbyerne Nødebo og Nejede, hvor kommunen gerne ville lave 40 km/t zone.

LÆS OGSÅ Cykelstipulje overrendt af ansøgninger

– I Nødebo ligger der en institution for voksne udviklingshæmmede, en skole og en børnehave, men det er også en nummereret landevej med cykelsti og fortov, og af den grund har vi haft svært ved at få politiet med på at sætte farten ned. Nejede er i den modsatte grøft, da det er et sted, hvor der kører mange busser og lastbiler, men der er er ingen cykelsti og fortov, og der er et sving, hvor man har enormt dårlige oversigtsforhold. Der fik vi nej, fordi der ikke lå institutioner, siger Dan Riise og fortsætter:

– Jeg tror, at udmeldingen fra transportministeren vil give os mulighed for at prøve nogle ting af og få sat farten ned nogle steder, ås vi kan se, hvad der sker. Jeg bilder mig ind, at med den lovgivning, vi har, hvor for høj fart koster klip i kørekortet og høje bøder, så kan vi i gennemsnit få sænket farten med 10 km/t ved at sætte hastigheden ned. Det vil gøre, at både svage trafikanter og bilister får længere tid til at reagere, og det må give færre uheld. Derudover er det næsten ikke mærkbart for bilisterne tidsmæssigt at sænke farten fra 50 til 40 km/t.

I efteråret gik borgmestre fra Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Hillerød, Allerød og Furesø kommuner sammen om at sende et brev til transportministeren, hvor de gav udtryk for deres frustration over, at de ikke havde mere indflydelse på, hvor hurtigt man maksimalt må køre på vejene i deres kommuner. Hørsholms borgmester, Morten Slotved (K), er overbevist om, at både brevet til ministeren og massivt pres gennem medierne har gjort en forskel. 

– Vi har været meget klare i medierne omkring, at det her er et af de områder, hvor vi burde have noget mere selvbestemmelse som kommune, siger Morten Slotved og fortsætter:

LÆS OGSÅ Gladsaxe, Furesø og Realdania går sammen om støjdæmpning

– Jeg er meget glad for, at der nu kommer et forslag, hvor vi får nogle flere handlemuligheder som kommune. Det er kommunerne, der kender lokalområderne bedst, og hvis man kigger ned gennem Hørsholm, har vi en stor vej, der hedder Usserød Kongevej, hvor det giver mening, at vi sænker hastigheden til 40 km/t. I dag vil man skulle oprette chikaner og forhindringer, men hvis det her lykkes, er det et sted, hvor vi i stedet vil kunne sætte hastigheden ned og sikre et område, hvor rigtig mange trafikanter blandes sammen, og der bliver skabt nogle usikre og farlige områder.

Også på Frederiksberg vækker transportministerens udmelding glæde. Rådmand Lone Loklindt (R) har foreslået, at hele kommunen omdannes til 40 km-zone og håber nu, det rykker tættere på at kunne lade sig gøre. Modstandere af hendes forslag argumenterede netop med, at kommunen ikke egenhændigt kunne beslutte en hastighedsnedsættelse. 

– Så sent som i denne uge kom mit forslag om at gøre hele Frederiksberg til en 40 km zone til behandling i magistraten, hvor flertallet vendte tomlen ned - nu er der lys forude, skriver hun på Twitter.

Ministerens forslag skal nu i offentlig høring, inden ministeren vil træffe en endelig afgørelse, som vil få virkning umiddelbart derefter. En eventuel lokal hastighedsnedsættelse vil fortsat skulle ske i samarbejde med politiet og balanceres i forhold til hensynet til fremkommelighed og trafikafvikling.

LÆS OGSÅ S-borgmester skuffet over infrastrukturplan: Den er mere sort end grøn

– Trafiksikkerheden på de lokale villaveje og i byernes centrum er udfordret, og det kan meget vel få alvorlige følger for legende børn, cyklister, dårligt gående og øvrig trafik. Derfor vil jeg gerne gøre det enklere for kommunerne at sænke hastigheden i de områder, hvor de vurderer, at det vil øge trygheden, siger transportminister Benny Engelbrecht. antj@kl.dk

Emneord
Fart, Transport

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommuner ser frem til at sænke farten Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger