Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
16.06.2021 kl. 12.47

Kolding først med budgetaftale

Et enigt byråd i Kolding har månedsvis før de øvrige kommuner indgået en budgetaftale for 2022.

Mens de fleste kommuner først for alvor forhandler budget efter sommerferien, er Kolding Kommune tidligt på færde. Et enigt byråd er nemlig allerede blevet enige om en budgetaftale for 2022. Sidste år landede dette års budgetaftale også før sommerferien den 23. juni.

Det er særligt socialområdet, en coronapulje og byggeriet af et nyt plejehjem, som der er blevet afsat store beløb til i den nye budgetaftale. Helt konkret sætter Kolding Kommune 17 millioner kroner mere af til socialområdet over de næste to år.

– Forventningen er, at staten vil bakke op fremadrettet, da socialudgifterne er stigende i alle landets kommuner, ligesom der også er nedsat en national ekspertgruppe til at se på det, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Der er desuden sat knap 16 millioner kroner af til en coronapulje, som skal bruges til at genopbygge fællesskaber efter corona.

LÆS OGSÅ Kommunernes budgetter er på plads

Trækker i anlægsbremsen

Kolding Kommune har et rekordstort anlægsbudget på over 900 millioner kroner, hvor investeringer i ringvej, store byggerier og mere spreder sig over flere år. Derfor har byrådet i år holdt lidt igen på den konto sammenlignet med tidligere år. Der er dog alligevel blevet sat 50 millioner kroner af til at bygge et nyt plejehjem i Munkebo, og 12 millioner kroner skal bruges på at omdanne et udfordrende boligområde til et attraktivt boligområde.

Kolding vil også prioritere at bygge flere almene boliger og sætte mere fart på kommunale byggegrunde tæt på Kolding by. Det ligger i tråd med en aktuel bosætningskampagne på de sociale medier, og at kommunen bakker op om Anders W. Berthelsens kommende komedie, der indspilles i Kolding og får premiere næste år.

Budgetaftalen tager forbehold for, at der endnu mangler detailberegninger af økonomiaftalen mellem KL og regeringen. Derfor mødes aftalepartierne igen efter sommer, når detaljerne er kendt – dog kun for at vende, om der er noget, som aftalepartierne er nødt til at forholde sig til, siger borgmester Jørn Pedersen (V) til JydskeVestkysten. antj@kl.dk

Emneord
Budget, Økonomi

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kolding først med budgetaftale Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger