Stephanie Lose (V), Danske Regioner, Magnus Heunicke (S), sundhedsminister og Jacob Bundsgaard (S), KL på pressemøde i Bibliotekshaven i København. Pressefoto/KL
Stephanie Lose (V), Danske Regioner, Magnus Heunicke (S), sundhedsminister og Jacob Bundsgaard (S), KL på pressemøde i Bibliotekshaven i København. Pressefoto/KL
11.06.2021 kl. 12.03

Ny aftale fastlægger struktur for det nære sundhedsvæsen: ”Første skridt mod reform”

En ny sundhedsaftale mellem regeringen, regionerne og kommunerne skal danne rammen om det fremtidige samarbejde i sundhedsvæsenet. Der bliver etableret 21 sundhedsklynger, hvor politikere og fagpersoner skal aftale, hvordan sygehuse, almen praksis og det nære sundhedsvæsen i kommunerne skal arbejde sammen.

21 sundhedsklynger, knyttet op på de 21 akutsygehuse, bliver den nye struktur for sundhedssamarbejdet mellem kommuner og regioner i. Det er resultatet af en aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL, der blev præsenteret i dag fredag på Christiansborg i København.

KL’s formand, Jacob Bundsgaard (S), kaldte det for en historisk dag.

– Med denne aftale sætter vi rammerne for fremtidens sundhedsvæsen. VI har i Danmark et fantastisk sundhedsvæsen, som løser komplekse opgaver og stadig bliver bedre. Men vi har manglet noget. Vi har i 15 år manglet den ene halvdel af den struktur, der gør, at vi kan sætte patienten og borgeren i centrum for behandlingen. Nemlig rammerne for det nære sundhedsvæsen, sagde Jacob Bundsgaard på dagens pressemøde.

Han kalder aftalen for første skridt mod en egentlig reform af sundhedsvæsenet.

LÆS OGSÅ Økonomiaftale uden løft af socialområdet

– I forbindelse med kommunalreformen lavede man en meget specialiseret struktur i sundhedsvæsenet. Dengang var man godt klar over, at man skulle have det nære sundhedsvæsen med for at få det til at lykkes. Vi har så ventet i godt 15 år på, at man fik sat rammerne for det, og det er sket med denne aftale. Så det er i virkeligheden færdiggørelsen af den reform, der startede for mere end 15 år siden, sagde Jacob Bundsgaard.

Der er gjort mange ihærdige forsøg på at løse udfordringerne i samarbejdet mellem kommuner og regioner på sundhedsområdet. Var det bare det her, der skulle til?

– Mon ikke, der også bliver udfordringer i en ny struktur, der skal mingeleres på plads. Jeg tror, at der vil blive masser af arbejde også til fremtidige generationer af politikere på sundhedsområdet. Men vi har fået lavet en beslutningsstruktur for det nære sundhedsvæsen, som kan spille sammen med det specialiserede sundhedsvæsen i regionerne, siger Jacob Bundsgaard.

Aftale skal være grundlag for Folketingsdrøftelser

Aftalen skal sikre, at samarbejdet om patienter på tværs af sygehuse, almen praksis og det nære sundhedsvæsen i kommunerne bliver bedre. Og så skal aftalen danne grundlag for de politiske drøftelser i Folketinget, der senere skal vedtage en samlet aftale for sundhedsvæsenet, lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ved præsentationen.

LÆS OGSÅ Sundhedsklynger skal redde patienterne fra Bermuda-trekanten
FOR ABONNENTER

– I dag præsenterer vi fundamentet og strukturen for den kommende sundhedsaftale. Der er desværre alt for mange patienter, der føler sig hjemløse i systemet mellem kommune, praktiserende læge og sygehuset. Der er masser af god vilje og mange dygtige medarbejdere, der kæmper for det i sundhedsvæsenet, men nogle gange gør strukturen det svært. Så nu laver vi en struktur, der understøtter, at vi kan give patienten og borgeren den rigtige hjælp, sagde Magnus Heunicke.

Over de 21 sundhedsklynger, der efter planen bliver etableret den 1. juli næste år, skal der nedsættes fem sundhedssamarbejdsudvalg – et for hver region. Her skal repræsentanter for regioner og kommuner udarbejde en sundhedsaftale og fastlægge rammer for samarbejdet på tværs af regionens sundhedsklynger.

I sundhedsklyngerne skal der være både et politisk niveau og et fagligt/strategisk niveau. I det politiske niveau skal der sidde to til tre regionsrådsmedlemmer og borgmestrene eller fagborgmestrene fra de deltagende kommuner i klyngen. De skal ifølge aftalen sætte en retning for samarbejdet i sundhedsklyngen og stå for at implementere sundhedsaftalen.

Det fagligt/strategiske niveau skal have repræsentanter fra både regioner, kommuner og almen praksis. En af regionernes repræsentanter skal være fra psykiatrien. Repræsentanterne skal ifølge aftalen have driftsmæssig indsigt og beslutningskompetence.

LÆS OGSÅ KL: Danske Fysioterapeuter maler skræmmebillede

Der er desuden i aftalen lagt op til, at repræsentanter for patienter og pårørende skal inddrages i arbejdet i hver af de 21 sundhedsklynger.

Opstarten af arbejdet med sundhedsklyngerne skal finansieres med 80 millioner kroner i 2022. Den regning deler regionerne og kommunerne ligeligt imellem sig. Det er endnu ikke afgjort, hvordan den fremtidige økonomi i samarbejdet skal fungere. Ifølge KL-formand Jacob Bundsgaard vil det være oplagt at drøfte i de årlige økonomiforhandlinger, ligesom han mener, at en afklaring af den kommunale medfinansiering er naturlig at tage med i, det han kalder, den kommende sundhedsreform. jki@kl.dk.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny aftale fastlægger struktur for det nære sundhedsvæsen: ”Første skridt mod reform” Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger