Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
11.06.2021 kl. 12.02

Kommunerne bruger kun i begrænset omfang hjemløse-indsats

Kun cirka otte procent af de borgere, der levede i hjemløshed i 2019-2020, modtog en Housing First-indsats, viser en ny rapport fra Socialstyrelsen.

Selvom det er mere end 10 år siden, at Housing First-tilgangen blev introduceret i Danmark, og flere undersøgelser har vist, at tilgangen effektivt bringer borgere ud af hjemløshed og hjælper dem til at fastholde deres nye bolig, er det kun i begrænset omfang, at kommunerne bruger tilgangen.

Det viser en ny rapport fra Socialstyrelsen, som har foretaget en vidensafdækning af praksis. Undersøgelsen konkluderer, at der er potentiale for en stærkere implementering i de kommuner, hvor Housing First allerede bruges, og at tilgangen kan udbredes til flere kommuner.

Housing First-tilgangen betyder, at hjemløse hurtigt bliver tilbudt egen bolig, samtidig med at de får den rette bostøtte. Metoden har vist sig at være så effektiv, at 8-9 ud af 10 hjemløse, der får hjælp efter metoden, bliver hjulpet ud af hjemløshed. Men i de kommuner, hvor tilgangen er implementeret, er det kun otte procent af de borgere, der levede i hjemløshed i 12 måneder i 2019-2020, som modtog en Housing First-indsats, viser Socialstyrelsens undersøgelse.

I rapporten peger kommunerne også på, hvad de ser som de væsentligste udfordringer for implementeringen af Housing First-tilgangen i deres egen kommune og dermed hvilke barrierer, der kan være for at gøre mere brug af tilgangen. Blandt de forhold, kommunerne nævner, er adgangen til relevante boliger for hjemløse, internt samarbejde på tværs af fagområder i kommunerne, kendskab til Housing First, prioritering af tilgangen og økonomisk incitament. Det er særligt adgangen til relevante boliger, som kommunerne fremhæver som en forudsætning for at kunne arbejde med Housing First.

LÆS OGSÅ Antallet af ældre hjemløse er steget

Står det til social- og ældreminister Astrid Krag (S), skal Housing First-indsatsen ud til flere hjemløse.

– Ingen bør være hjemløse i et rigt samfund som vores. Skal vi hjemløsheden til livs, skal vi bruge de metoder, vi ved hjælper folk ud af tilværelsen som hjemløs. Housing First virker netop, fordi udsatte mennesker ikke bare får en bolig, men også den rette støtte til at klare tilværelsen. Derfor skal den metode udbredes, ligesom vi skal have løst de andre problemer, der står i vejen for en effektiv indsats mod hjemløshed, og på baggrund af blandt andet rapporten her kommer regeringen efter sommerferien med et udspil, der adresserer netop det, siger Astrid Krag i en pressemeddelelse.

Socialstyrelsens undersøgelse er en del af Aftalen om reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2020. Her afsatte aftalepartierne 2 millioner kroner til to undersøgelser af Housing First. Den første udkom i december og kortlagde de udenlandske erfaringer med tilgangen. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommunerne bruger kun i begrænset omfang hjemløse-indsats Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger