Arkivfoto
Arkivfoto
09.06.2021 kl. 13.44

Økonomiaftalen for 2022: "Det bliver spændende at høre ministrene tale om socialområdet de næste par måneder"

Ingen penge til socialområdet i årets økonomiaftale fremkalder skuffelse hos borgmestre, der nu håber, at tekstdelen i årets økonomiaftale rent faktisk vil betyde, at den oplevede forventningsopbygning på Christiansborg vil stoppe.

Økonomiaftalen for næste år landede sent tirsdag aften efter længere tids forhandlinger om især socialområdet, hvor KL havde rejst et krav om at tilføre 5,5 milliarder kroner over tre år for at kunne løfte servicen på området.

Det krav blev fejet af bordet af regeringen og i stedet endte aftalen med en række formuleringer om forventninger og vilkår i forhold til kommunernes arbejde på området. Det resultat møder umiddelbar skuffelse hos blandt andet borgmester i Odder Kommune, Uffe Jensen (V).

– Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg skuffet over, at vi ikke har fået noget på økonomien på socialområdet. Kommunernes ønske om at tilføre området penge er ikke på nogen måde imødekommet, så vi kommer til at lave nogle benhårde prioriteringer i de kommende budgetforhandlinger her i Odder Kommune. For det er et område, hvor vi for at styrke det i de senere år har flyttet et tocifret millionbeløb. De penge er jo taget fra noget andet, og det skal vi til at kigge på igen i budgetforhandlingerne, siger Uffe Jensen.

Han peger på, at formuleringerne om kommunernes arbejdsvilkår på socialområdet bringer Christiansborg og kommunerne på bølgelængde.

LÆS OGSÅ Økonomiforhandlinger afbrudt: Intet nyt møde aftalt

– Nu er det for alvor markeret fra KL, at det specialiserede socialområde er voldsomt underfinansieret, og at Christiansborg må hanke op i sig selv. Jeg håber at det, vil skabe en forståelse for, at det skal imødekommes med nogle penge. Og så er jeg glad for, at aftalen anerkender, at vi i kommunerne gør det, så godt vi kan inden for de økonomiske rammer. Jeg har tidligere sagt, at det føltes som om vi var på jorden, mens Christiansborg var på månen. Nu ser det ud til, at vi sender på samme frekvens, siger Uffe Jensen og fortsætter:

– Og når regeringen anerkender det, så må folketingets ordførere og især socialministeren, som har ført an i at skabe urealistiske forventninger hos borgerne, rette ind.

Kan ikke sætte teksten ind i budgetaftale

I Allerød Kommune ville borgmester Karsten Längerich (V) have foretrukket en pose penge frem for prosa.

– Jeg kan jo ikke sætte den tekst ind i vores budgetaftale for næste år og så bare sige, at der desværre ikke er nogen penge. Vi oplever hvert år stigninger i udgifterne til det specialiserede socialområde, og de penge skal vi finde. Enten ved at sænke serviceniveauet på socialområdet eller ved at tage pengene fra almenområdet. Så jeg ville hellere have haft nogle penge, men det var der ikke råd til, siger Karsten Längerich og fortsætter:

LÆS OGSÅ Økonomiaftale på plads

– Det kan jeg måske leve med, men så er regeringen og Folketinget også nødt til at være ærlige i deres kommunikation. Derfor bliver det spændende at høre ministrene tale om socialområdet de næste par måneder. Vil de nu begynde at sige, at de godt ved, at de har besluttet et serviceniveau, som forpligter kommunerne, men som de ikke har givet tilstrækkeligt penge til?

Måtte ende der

Benedikte Kiær (K) kalder resultatet for forventeligt.

– Med de meldinger, der har været fra finansministeren om det økonomiske råderum, så måtte det jo ende der. Havde man kun hørt på socialordførerne i Folketinget og socialministeren, så har man nok haft en forventing om, at der kom flere penge til socialområdet. Men i en covidtid, hvor kassen også må være ved at være tømt, så er det jo utopi at tro, at vi ville få efterkommet vores ønske på 5,5 miliarder kroner. Det var et stort men også ædrueligt bud på en løsning, så vi kunne håndtere socialområdet, men de penge kom ikke, siger Benedikte Kiær og fortsætter:

– Men der kom en tekst. Så i stedet for at regeringen og Folketingets ordførere render rundt og slår ud med armene, så er vi nu enige om, at der er et behov for at prioritere på området, så udgifterne kan holdes inden for den økonomiske ramme.

LÆS OGSÅ Organisationer kritiserer økonomiaftale: "En decideret fuckfinger til handicapområdet fra regeringen

Hun kalder aftaleteksten for en beskrivelse af virkeligheden og en nødvendig afklaring af tilstanden på socialområdet i kommunerne.

– Med den tekst må det være slut med at regeringen - og her tænker jeg især på socialministeren - og Folketingets ordførere holder op med at sige, at der er masser af penge i kommunerne. Det har regeringen selv erkendt ikke er tilfældet. Og regeringen bliver nødt til at tolke teksten på den måde, for jeg synes, den er klar og tydelig. Og de må jo stå bag den aftale, de har indgået, siger Benedikte Kiær.

Hele aftalen kan læses på Finansministeriets hjemmeside. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Økonomiaftalen for 2022: "Det bliver spændende at høre ministrene tale om socialområdet de næste par måneder" Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger