Foto: Frederiksberg Kommune
Foto: Frederiksberg Kommune
04.06.2021 kl. 12.41

16 kommuner går forrest i klimakampen

Frederiksbergs borgmester bliver formand for ny forpligtende klimaalliance, der skal styrke den kommunale klimaindsats.

På initiativ af Frederiksberg Kommune har 16 kommuner fra hele Danmark i dag dannet en ny klimaalliance. Med alliancen forpligter de sig på at nå fælles mål, inspirere og støtte hinanden.

De 16 kommuner har det seneste år gennem klimaprojektet DK2020 udarbejdet lokale klimaindsatser, der lever op til den internationale Parisaftales målsætninger, og næste skridt er den konkrete implementering. Med alliancen går kommunerne sammen og forpligtiger sig til i fællesskab at fastholde politisk fokus på implementering af planerne.

På alliancens første møde i dag er Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K), udpeget som formand. 

– Vi havde i dag et positivt første møde i alliancen, hvor alle kommuner bakkede op om vigtigheden i, at vi løfter den kommunale klimaindsats i flok. Skal vi nå de nationale klimamål, så er kommunerne nødt til at arbejde tæt sammen om at klimasikre by og land. Den indsats styrker vi med klimaalliancen, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med samarbejdet, siger han.

LÆS OGSÅ Torsken er blevet tyndere

Simon Aggesen er udpeget som formand for klimaalliancen for en 2-årig periode og indgår dermed i styregruppen, som foruden Frederiksberg Kommune består af Jammerbugt Kommune, Middelfart Kommune og Sønderborg Kommune. Sidste medlem udpeges af styregruppen.

Den filantropiske forening Realdania, den grønne tænketank CONCITO, det internationale bynetværk C40 og KL bakker alle op om klimaalliancen, og de skal alle være med til at facilitere en årlig workshop og udarbejde et værktøj til at måle på kommunernes klimaindsatser. gij@kl.dk

 

 Klimaalliancen

* DK2020 klimaalliancen stiftes af 16 kommuner: Albertslund, Allerød, Assens, Fredericia, Frederiksberg, Frederikshavn, Helsingør, Høje-Taastrup, Jammerbugt, Køge, Lemvig, Lolland, Middelfart, Samsø, Sønderborg og Vejle.

* Klimaalliancens medlemmer forpligter sig blandt andet til at efterleve Parisaftalens langsigtede målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning på 1,5 grader.

Emneord
Klima

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: 16 kommuner går forrest i klimakampen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger