Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
22.01.2021 kl. 12.30

Jammerbugt stævner borger efter vindmøllekritik på Facebook

Jammerbugt Kommune har stævnet Johnny Solberg, fordi han administrerer en Facebook-gruppe, hvor der ligger ærekrænkende kommentarer, ifølge borgmester Mogens Christen Gade (V).

På mandag skal Johnny Solberg møde op i retten i Hjørring, hvor borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade (V) vil kræve erstatning for det, kommunen mener er ærekrænkende kommentarer i en Facebook-gruppe. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Johnny Solberg har ikke selv skrevet nogle af kommentarerne, som kommunen finder krænkende. Han er blevet stævnet, fordi han er administrator for gruppen "Nr økse sø vindmøllepark. Nej TAK!!" og har nægtet at slette de opslag og kommentarer, sagen drejer sig om.

Gruppen har i skrivende stund 951 medlemmer, og formålet er at skabe debat og skrive indsigelser til kommunen om vindmølleprojektet ved Nørre Økse Sø. Medlemmerne har tidligere opfordret både borgmesteren og kommunalbestyrelsen til at stævne de personer, der skrevet indlæggene, i stedet for administratoren. Men på grund af forældelsesfrister er sagen nu endt med at være borgmesteren mod borgeren.

Borgmesteren giver flødeboller

Hvis kommunen ender med at få medhold i sagen, er det dog kun borgmesteren, der står til at få den krævede erstatning på 10.000 kroner.

LÆS OGSÅ Fagchef renses: Politisk aktivitet var i orden

– Så giver jeg flødeboller på rådhuset, siger han til Nordjyske Stiftstidende og fortsætter:

– Det her gør vi jo ikke, fordi jeg skal have nogle penge. For mig handler det om, at man som medarbejder skal kunne arbejde i en kommune uden at blive hængt ud. Selv har jeg tålt meget i mine mange år som politiker, og det er fint. Men der skal også være en grænse.

For borgmesteren handler sagen altså ikke om pengene men mere om princippet i sagen. Han har opbakning fra et flertal i kommunalbestyrelsen i sagen, og han fortæller også om flere medarbejdere, som har henvendt sig til borgmesteren med frustrationer over kommentarerne i gruppen.

– Vi ønsker ikke fra kommunens side at føre retssag mod borgerne. Men vi ønsker, at vi alle kan tale pænt og ordentligt sammen. Personligt er jeg ked af sagen. Jeg har ikke været ude på at træde nogen over tæerne, og jeg har personligt brugt rigtig meget tid på sagen sammen med borgerne både på møder og i telefonen, siger han til avisen.

LÆS OGSÅ Notat belaster tidligere borgmester

Johnny fortryder intet

For Johnny Solberg er det vigtigste for Facebook-gruppen i sagen de bilag, som gruppen har tænkt sig at fremlægge i retten. Det drejer sig om cirka 12.000 siders sagsakter, blandt andet referater og mails, som han mener understøtter indholdet i de omstridte kommentarer på gruppens side.

– Uanset hvad der måtte ske nu på mandag i retten i Hjørring, når jeg skal stå ret overfor dommeren, så ændrer det IKKE ved det faktum, at jeg er ufattelig stolt over at se så mange mennesker stå sammen i kampen mod uretfærdighed og komplet idiotisk politisk arrogance. Tak for det… så ved jeg, at ikke alt er tabt. Jeg ved også, at når jeg står foran dommeren og modpartens advokat på mandag, så kan jeg se mig selv i spejlet. For styringsgruppen kæmper nemlig ikke kun imod vindmøllerne… den kæmper også for alle de borgere, der ikke længere magter at tage kampen op, skriver Johnny Solberg på Facebook.

På Facebook-gruppen fremgår det, at medlemmerne har planlagt at afholde en demonstration (med mundbind og afstand) foran retten i Hjørring på mandag kl. 8 for at vise deres støtte til Johnny Solberg.

Jammerbugt Kommune godkendte vindmølleprojektet i 2018, men der er stadig ikke rejst nogen vindmøller. Sagen ligger lige nu hos Planklagenævnet, og der ventes en afgørelse i andet kvartal af 2021. frst@kl.dk 

LÆS OGSÅ Fredericia udvider undersøgelse af borgmesters grundkøb

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Jammerbugt stævner borger efter vindmøllekritik på Facebook Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger