Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
19.01.2021 kl. 12.00

Borgmester opfordrer til at lukke alle plejehjem

To københavnske plejehjem er blevet ramt af den britiske virusmutation. Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) opfordrer nu regeringen til at lukke alle plejehjem.

Antallet af danskere smittet med den britiske og særligt smitsomme corona-variant stiger, og mutationen har nu ramt to plejehjem i København. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) er bekymret for udviklingen og mener ikke, at kommunen har de rette værktøjer til at bekæmpe den nye virusmutation.

– Det er klart, at når den meget smitsomme britiske virusvariant får tag i det omkringliggende samfund, så vil vi også se den på vores plejehjem. Nu har vi så fundet den på to forskellige plejehjem. Og jeg tror desværre, at det kun er begyndelsen, for vi har nogle udbrud, som er meget sejlivede, og som vi ikke har kunnet stoppe med de sædvanlige effektive værktøjer som zoneinddelinger, afstand, rengøring og skrap hygiejne, siger hun.

Ifølge sundhedsmyndighederne skal der ikke iværksættes nye initiativer udover dem, som Sisse Marie Welling beskriver, og derfor opfordrer hun nu til mere handling fra regeringen.

– Det er et kapløb med tiden, og vi skal sørge for, at denne her britiske variant ikke kommer indenfor på flere af vores plejehjem til vores ældre og sårbare borgere – den er op mod 70 pct. mere smitsom, og de værktøjer, vi har, er ikke tilstrækkelige til at slå den ned. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at teste endnu mere aggressivt og til at lukke alle plejehjem ned for alt andet end kritiske besøg, indtil vores beboere har fået 2. stik og vaccinerne er virksomme, siger hun i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ KL vil have kortere isolationsperiode

I en pressemeddelelse siger FOA, at man er imødekommende over for borgmesterens forslag om en mere aggressiv teststrategi. Til gengæld kan sektorformand i FOA Torben Hollmann ikke bakke op om, at alle plejehjem skal lukkes nu, fordi det vil skabe for meget ballade.

– Det giver for meget ballade, og det fjerner fokus fra vigtigheden af det stykke arbejde, vi laver lige nu, som er at føre vaccinestrategien ud i livet, siger han og fortsætter:

– For hvis vi skal have smitten ned, så skal der lukkes mere. Men selvom det er den rigtige løsning, har vi svært ved at bakke op om det, for det pres, som det vil skabe fra pårørende, er for stor en konsekvens. Debatten er simpelthen for hård, og det går ud over vores medlemmer, når pårørende føler sig pressede over ikke at kunne komme på besøg.

Vinteren har været meget hård for de danske plejehjem, og situationen lige nu er væsentligt værre end i foråret. Dengang toppede smitten i uge 14, hvor 144 blev konstateret smittet. Siden uge 50 sidste år er antallet af smittede på plejehjem vokset støt fra 221 til 455 i den første uge af januar. frst@kl.dk 

LÆS OGSÅ KL og FOA: Efterlønnere og pensionister skal kunne tage vagter i ældreplejen
Emneord
COVID19, Ældre

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmester opfordrer til at lukke alle plejehjem Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger