Antallet af elbiler er fordoblet på et år. Det er et problem, når ladepladser bruges som langtidsparkering. Foto Clever.
Antallet af elbiler er fordoblet på et år. Det er et problem, når ladepladser bruges som langtidsparkering. Foto Clever.
18.01.2021 kl. 12.38

Kampen om ladestanderne intensiveres, Gladsaxe firedobler antallet

Elbilsalget boomer og bilisterne oplever kamp om ladepladserne. Operatørerne og FDM forslår ændrede parkeringsregler. Transportministeren overvejer. I Gladsaxe Kommune firedobler man nu antallet af ladestandere.

Det er ikke fordi, 34 nye ladestandere nødvendigvis lyder af så meget. Men når der i forvejen er 11 i Gladsaxe Kommune, er det dog en væsentlig forøgelse. Og det kan være med til at løse et problem, som det stigende antal elbilister oplever, nemlig at der er kamp om pladserne.

I Gladsaxe Kommune ser man det som et væsentligt element i deres klimapolitik. Gladsaxe er kåret som en af de 88 byer i verden, som har mest fokus på klimaet. Nu bliver der også for alvor sat fart på udrulningen af ladeinfrastrukturen til elbiler. Kommunen har nemlig givet tilladelse til, at ladeoperatøren Clever kan opsætte 34 nye offentlige ladestandere i Gladsaxe med i alt 68 ladepunkter. Dermed bliver det nemmere og mere attraktivt at eje en elbil for kommunens borgere og besøgende.

Tilladelsen til de nye ladestandere er ifølge borgmester Trine Græse et vigtigt skridt på vejen mod kommunens mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 i forhold til 2007.

– I Gladsaxe er vi allerede førende, når det kommer til grøn omstilling af vores egne kommunale køretøjer. Men hvis vi skal nå vores ambitiøse klimamål, så skal vi gøre det nemmere for vores borgere at skifte benzin- og dieselbilen ud med en elbil. Derfor glæder det mig, at vi nu tager endnu et skridt i den rigtige retning ved at udbygge ladeinfrastrukturen i Gladsaxe markant, siger Trine Græse.

LÆS OGSÅ Elbiler: Frederiksberg nærmer sig fuld dækning med ladestandere

Elstanderplads som p-plads

Samtidig meldes der flere steder i landet om, at elbilejerne har svært ved at få plads ved ladestanderne.

DR Nyheder har i dag mandag sat fokus på problemet. Her beretter elbilejer Klaus Viggers, der bor i centrum af Aarhus om sine trængsler. Han oplever flere gange om ugen, at ladepladserne til elbilerne er optaget. Enten af fossilbiler eller af andre elbiler og plugin-hybrider, der ikke er koblet til laderen. I hans app står ladestanderne ellers som ledige, men han kan ikke komme til dem, fordi der holder en anden bil parkeret og dermed spærrer pladsen.

– Det er bare irriterende, man vil jo hellere hjem og lave mad til børnene end at køre rundt i myldretidstrafikken og lede efter en ladeplads, siger han til DR.

Ifølge DR er det en kendt problematik for operatørerne af ladestanderne. Således får Clever hver uge omkring 200 henvendelser på mail og telefon om ladepladser især i de store byer, der er optaget af biler, som ikke lader op. Operatøren Eon genkender også billedet.

LÆS OGSÅ Slip anlægskronerne løs på cykelstien

Bilejernes interesseorganisation FDM har på den baggrund foreslået Folketinget en række ændringer af de nuværende parkeringsregler. Blandt andet, at ladepladserne bliver tidsbegrænset til tre timer, at tilkobling til ladestanderen er et krav, og at det skal udløse en dobbelt bøde at bruge ladepladserne til parkering. Det er en del elbilister dog kritiske overfor, da de mener, at det besværliggør deres hverdag, at de skal flytte bilen igen.

Transportminister venter

Transportminister Benny Engelbrecht (S) anerkender problemet, men vil vente på elbilkommissionens anbefalinger til ladeinfrastruktur, der er på trapperne.

– Der er mange ting, vi kan gøre for at fremme elbillismen og for at sikre, at der er ladestandere nok. At kigge på parkeringsregler er bestemt en af tingene, men vi kommer ikke udenom, at der også er mange andre ting, vi skal gøre, siger han til DR.

Kører i Gladsaxe

Antallet af elbiler er i løbet af et år blevet fordoblet, så der ved udgangen af 2020 var omkring 32.000 elbiler på vejene. I samme periode er antallet af plugin-hybrider tredoblet, så der i dag er omkring 30.000 af dem.

LÆS OGSÅ Byråd vedtog klimapolitik - og fløj på studietur bagefter

Ifølge Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller har firmaet en plan om sætte 10.000 ladestandere op over de næste fem år. 1.000 af dem sættes op i 2021. Deraf de 34 i Gladsaxe.

De 34 nye ladestandere placeres strategisk rundt om i kommunen, blandt andet der, hvor det er svært at lade op ved hjemmet, som for eksempel i nærheden af lejlighedsbebyggelse. De nye ladestandere er en del af Clevers ambition om at etablere 6.000 offentlige ladepunkter i Region Hovedstaden inden 2025. De bliver en del af Clevers nationale ladenetværk og kan bruges af alle uanset kundeforhold.

– Den offentlige ladeinfrastruktur et vigtigt supplement til hjemmeopladningen især for de mange danskere, der bor i etagebolig. Både borgerne og de besøgende skal nemlig vide sig sikre på, at de kan oplade deres elbil på lettilgængelige steder i hele kommunen. Helt generelt er det vigtigt, at kommunerne tager del i omstillingen ved at bane vejen for den åbne offentlige infrastruktur, og det her viser tydeligt Gladsaxe Kommunes ambitioner for den grønne omstilling af transporten, siger direktør i Clever Casper Kirketerp-Møller. tkn@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kampen om ladestanderne intensiveres, Gladsaxe firedobler antallet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger