Foto: Michael Bo Rasmussen
Foto: Michael Bo Rasmussen
15.01.2021 kl. 12.30

Kritik: 22-årigs formandspost sender dårligt signal

Der er dårlig signalværdi i, at den 22-årige Marcus Guldager (S) er ny formand for Hørsholms Børn- og Ungeudvalg, lyder bekymringen fra flere kanter. Hovedpersonen tager dog kritikken med ophøjet ro.

Det er faldet flere for brystet, at 22-årige Marcus Guldager (S), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm, efter en rokade er blevet formand for kommunens Børn- og Ungeudvalg, som blandt andet behandler tvangsfjernelser af børn.

Ifølge flere kilder, som ikke ønsker at udtale sig til citat, er de bekymrede for, at den unge kommunalpolitiker ikke har nok livserfaring til at løfte den tunge opgave.

Viceborgmester Henrik Klitgaard (R), der er en del af konstitueringen sammen med Konservative og Socialdemokratiet, hører til den bekymrede fløj.

– Jeg har intet at udsætte på Marcus. Han udfylder sin rolle som politiker både seriøst og dygtigt, og det er altid en gevinst at have forskellige aldersgrupper i kommunalbestyrelsen. Men man kan ikke have 30-40 års livserfaring som 22-årig, og jeg mener, når det handler om komplicerede familiemæssige forhold, som man skal behandle i Børne- og Ungeudvalget, at livserfaring betyder noget, siger Henrik Klitgaard til Danske Kommuner og fortsætter:

LÆS OGSÅ Stribevis af fejl i børnesager på Frederiksberg udløser benhård kritik

– Lad os nu antage, at det var mig, der havde et problem i min familie, og jeg vidste, at der sad en 22-årig for bordenden og i yderste konsekvens skulle træffe nogle meget vidtgående beslutninger på min families vegne. Det ville jeg slet ikke kunne respektere. Det handler om signalværdien i det, og jeg er bekymret for, om familier i Hørsholm vil føle, at de ikke bliver behandlet med respekt i sådan en situation.

Henrik Klitgaard lægger desuden vægt på, at udvalget ikke er politisk.

– Det handler om noget helt andet, og der tror jeg, livserfaring spiller en stor rolle i forhold til, hvornår du er i stand til at vurdere sådan nogle komplicerede sager.

Kritikken breder sig

Også uden for Hørsholms kommunegrænse har Marcus Guldagers nye formandspost vakt forargelse. Tidligere medlem af Folketinget og spidskandidat ved KV21 i Stevns, Martin Henriksen (DF), omtalte torsdag sagen i skarpe vendinger på sin Facebook-profil, og han mener, posten kræver langt mere livserfaring – og måske et par børn.

– Den unge herre kan sikkert være et dygtigt og kompetent menneske, men jeg synes simpelthen, der mangler livserfaring, og det er som regel noget, man først indser, når man er blevet ældre. Det er så store og indgribende beslutninger, der bliver truffet i sådan et udvalg, at jeg mener, det kræver noget erfaring i tilværelsen, og at man måske også selv har prøvet at få børn. Man kan læse sig til meget, men ikke alting, og i nogle situationer er det vigtigt at have nogle ting i bagagen for at kunne træffe en beslutning, siger Martin Henriksen til Danske Kommuner.

Også han kritiserer signalværdien:

– Jeg synes, man risikerer at sende det signal, at man ikke tillægger området den vægt, som det fortjener. Det er et ekstremt følsomt område, og med denne her beslutning sender man det signal, at alder og livserfaring er lige meget. Jeg synes tværtimod, det fortjener mere respekt i vores samfund.

Jeg kan bidrage med noget andet

Den nye formand, Marcus Guldager, tager dog kritikken med ophøjet ro. Han tror på, det er sundt at have forskellige perspektiver og tilgange.

– Overordnet set er det jo en fair holdning, de har. Min personlige holdning er dog, at det er godt – også i sådan et udvalg – at have brede perspektiver. Det kommer jo nærmest til at lyde som om, det er mig, der sidder som diktator og tager beslutninger. Det er ikke tilfældet. Jeg sidder sammen med fagfolk og en dommer, og vi træffer beslutninger ud fra ekspertvurderinger og diskussioner. Derudover er der andre i udvalget, der er midaldrende og har børn, siger Marcus Guldager.

Han mener ikke, han med sine 22 år er diskvalificeret. Tværtimod mener han at kunne bidrage med noget andet.

– En ung person som mig har måske lettere ved at huske, hvordan det var at være barn, og vil heller ikke være lige så emotionelt påvirket af selv at være forælder. På den måde får vi jo alle perspektiver med i udvalget, siger han og tilføjer:

– Jeg kan love familierne i Hørsholm, at det er en opgave, jeg tager meget alvorligt. Jeg er meget ydmyg over for mit ansvar, og jeg vil sætte mig godt ind i sagerne.

Bred opbakning

Marcus Guldager får da også fuld opbakning fra Hørsholms borgmester Morten Slotved (K) og Venstres spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, Ann Lindhardt.

– Det er rigtigt, at der er nogle, der har udtalt en bekymring, men vi har taget en snak om det og er blevet enige om, at det var fint, Socialdemokraterne selvfølgelig kunne give den post til Marcus. Det er deres valg, og det er med opbakning fra borgmesteren. Min vinkel er, at han opfylder alle de formelle krav, og derudover ser jeg Marcus som værende en meget ordentlig og ansvarlig ung mand, som vil tage opgaven på sig. Så jeg er meget tryg ved det, siger Morten Slotved, mens Ann Lindhardt supplerer:

– Jeg har fuld tiltro til, at de har valgt den rigtige. Det er ikke noget, vi har haft indflydelse på, men Marcus er en dygtig og grundig politiker med meget høj integritet, så jeg har fuld tiltro til det. Derudover er man i Danmark valgbar, når man er 18 år, og når man er valgbar, kan jeg ikke se nogen grund til, at man ikke skulle betræde denne eller andre poster.

Marcus Guldager er blevet udnævnt til formand for Børn- og Ungeudvalget, efter Socialdemokratiet måtte lave en rokade, da den daværende gruppeformand for partiet, Niels Lundshøj, i efteråret flyttede fra Hørsholm og stoppede i politik. Han efterlod sig posten som formand for Børne- og Skoleudvalget, som Socialdemokratiets Svend Erik Christiansen nu har overtaget. Han har til gengæld overdraget sit formandskab i Sundhedsudvalget og Børn- og Ungeudvalget til Marcus Guldager. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kritik: 22-årigs formandspost sender dårligt signal Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger