Arkivfoto
Arkivfoto
13.01.2021 kl. 12.13

Notat belaster tidligere borgmester

Ifølge et telefonnotat pressede Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) kommunens salgschef for at sikre sig den grund, han og hustruen havde set sig varm på. Salgschefen bestrider dog udlægningen af samtalen.

Såfremt et telefonnotat står til troende, lagde Fredericias tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) pres på kommunens salgschef for at sikre sig en byggegrund ved Lillebælt, længe før grunden overhovedet kom til salg.

Det skriver Ekstra Bladet og Fredericia Dagblad, der har fået aktindsigt i notatet, som er udarbejdet 11. december af teknik- og miljøchef René Olesen på baggrund af en samtale med daværende salgschef Jens Ole Andersen samme dag.

Samtalen fandt sted, efter at det kom frem, at borgmesteren har købt grunden for næsen af en anden interesseret køber.

”Jens Ole oplyste, at borgmesteren og han havde mødtes ved byggemodningen og borgmesteren havde givet Jens Ole besked på, at Lotte vil have grunden, så han skulle bare få det til at ske,” står der i notatet.

LÆS OGSÅ DJØF: Hjemsendelse af kommunaldirektør er ulovlig

Lotte refererer til Lotte Cederskjold, der er Jacob Bjerregaards hustru.

Tidligere har Jacob Bjerregaard afvist over for Ekstra Bladet, at han har fået særbehandling.

Af et mødereferat fra 16. december, som Fredericia Dagblad har fået aktindsigt i, fremgår det, at Jens Ole Andersen ikke er enig i René Olsens udlægning af deres samtale. Heraf fremgår det dog også, at der var flere interesserede i den pågældende udstykning.

Sagen om borgmesterens køb af byggegrunden er i øjeblikket genstand for en advokatundersøgelse, der mandag blev udvidet, så den også omfatter interviews med parterne. Indtil videre er kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe fritaget for tjeneste og hjemsendt. mbdr@kl.dk

LÆS OGSÅ Fredericia udvider undersøgelse af borgmesters grundkøb

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Notat belaster tidligere borgmester Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger