Foto: Horsens Kommune
Foto: Horsens Kommune
08.01.2021 kl. 10.00

Praktiserende læger klar til stuegang i kommuner

Region Hovedstaden og Region Sjælland har udpeget beredskabslæger, som er klar til at gå kommunal stuegang, hvis presset på sygehusene stiger.

I to regioner er presset på sygehusene nu så stort, at Danske Regioner har bedt Praktiserende Lægers Organisation (PLO) udpege beredskabslæger, som kan gå stuegang på kommunale akutpladser, hvis epidemien eskalerer i løbet af de kommende vintermåneder.

– Niveauet for indlagte er nu så højt, at vi er blevet bedt om at udpege de læger, som sammen med kommunerne skal tage over, hvis sygehusene bliver tvunget til at udskrive ikke færdigbehandlende patienter. Beredskabet er ikke aktiveret endnu, men vi er klar, hvis der bliver trykket på knappen, siger Camilla Høegh-Guldberg, formand for PLO Sjælland.

Sygehusene kan i en presset situation blive tvunget til at udskrive patienter tidligere end normalt, og lade kommunerne varetage opgaver som for eksempel intranevøs behandling. Ifølge den Nationale Beredskabsplan, som blev vedtaget i maj måned sidste år, skal de praktiserende læger kunne træde til med 48 timers varsel og være klar til at dække alle kommuner.

– Som udgangspunkt er der tale en daglig stuegang, hvor man tager ud på de kommunale akutpladser. Derudover kan der også være situationer, hvor lægen telefonisk eller eventuelt på video bistår personalet i løbet af dagen, siger Camilla Høegh-Guldberg.

LÆS OGSÅ Kommuner får navne på smittede borgere

Kommunerne er klar

Allerede i foråret gjorde kommunerne klar til at modtage patienter for at aflaste sygehusene. På blot få uger lykkedes det kommunerne at udvide og opruste deres kapacitet med 1.500 udvidede akutpladser på landsplan.

– Kommunerne står naturligvis også klar her i anden bølge, og vi vil i løbet af kort tid kunne aktivere de allerede planlagte ekstraordinære beredskabspladser. Sidste forår var lægedækningen en kæmpe udfordring, men det er heldigvis faldet på plads med aftalen om beredskabslæger, siger Christian Harsløf, direktør i KL.

Samfundssind

Region Sjælland havde som den eneste region allerede en regional beredskabsaftale omkring ekstraordinære udskrivelser før Covid-19-pandemien, og trods travlhed i almen praksis har det ikke været svært at finde læger til opgaven i den nuværende situation.

– Lægerne har meldt sig frivilligt. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er nogen, som har god tid, men mange vil gerne være med til at løfte og på den måde vise samfundssind, siger Camilla Høegh-Guldberg.

LÆS OGSÅ Kommuner er klar til at modtage sygehuspatienter

En del af patienterne på de ekstraordinære kommunale pladser kan være ikke færdigbehandlede Covid-19 patienter, og det har givet anledning til en række overvejelser.

– Vi har en forholdsvis stor andel af ældre læger, som selv er i risikogruppen, og de bør naturligvis ikke indgå i beredskabet. Vi har desuden sikret os, at der stilles værnemidler til rådighed for beredskabslægerne, siger Camilla Høegh-Guldberg.

Den enkelte beredskabslæge har som udgangspunkt ikke flere end 10 patienter, og derfor er der i nogle kommuner udpeget flere læger og i mindre kommuner kun enkelte. Camilla Høegh-Guldberg forventer et godt samarbejde med kommunerne.

– I lyset af hvad kommunerne har kunne stille op med i forbindelse med de første vaccinationer, er jeg fuld af fortrøstning. Vi har haft et rigtig fint samarbejde, og jeg har tillid til, at kommunerne stiller op med det, de har lovet. Det er en opgave, hvor der er meget tydelige krav til alle parter, så der ikke så meget diskussion, siger Camilla Høegh-Guldberg. gij@kl.dk 

LÆS OGSÅ Fagborgmester: Ugentlige test i ældreplejen er ikke nok
Emneord
COVID19, Sundhed

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Praktiserende læger klar til stuegang i kommuner Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger