Foto: Mostphotos
Foto: Mostphotos
06.01.2021 kl. 13.23

Regeringen i ny opfordring: Hold jeres børn hjemme fra daginstitutionerne

I forbindelse med de seneste nye restriktioner opfordrer regeringen nu forældre til at holde deres børn hjemme fra dagtilbud.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i går tirsdag præsenterede skærpede restriktioner for at holde den nye mutation af conronavirus i ave, understregede hun, at daginstitutionerne landet over ville forblive åbne. Det på trods af, at både pædagogernes fagforening BUPL og partier på Christiansborg har efterspurgt indførsel af nødpasning for at stoppe smittespredningen.

Men i en pressemeddelelse fra Sundheds- og ældreministeriet udsendt i dag onsdag lyder opfordringen fra regeringen, at forældre skal overveje at holde deres daginstitutionsbørn hjemme.

– Dagtilbuddene er åbne, idet smitten fortsat ikke er drevet af de mindste børn. Pasning af børn bør foregå i mindre, faste grupper, hvor det er muligt. Forældre opfordres dog til at holde børn hjemme fra dagtilbud, hvis dette er muligt, lyder det i rækken af tiltag mod øget smittespredning.

På pressemødet i går forklarede Mette Frederiksen, at daginstitutionerne skal forblive åbne med fuld kraft for at sikre, at forældre kan passe deres arbejde og holde gang i hjulene i landet.

LÆS OGSÅ Hvert tredje barn var ikke i dagtilbud

– Hvad angår daginstitutionerne, så er det stadig sundhedsmyndighedernes vurdering, at det er forsvarligt at holde dem åbne. Samtidigt vil jeg gerne understrege, at mange mennesker har behov for at få deres børn passet, sagde statsministeren i går.

Med opfordringen fra Sundheds- og ældreministeriet er det altså nu op til forældrene selv at vurdere, om de vil sende deres børn i daginstitutioner. En fremgangsmåde, som har vakt kritik fra blandt andet Forældrenes Landsorganisation FOLA.

– Regeringen lægger med den her udmelding ansvaret over på forældrene, som i forvejen er enormt meget i tvivl om, hvorvidt de har ret til at sende deres børn af sted, siger formand Signe Nielsen til TV2 Lorry i dag.

Over for TV2 forklarer børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at det for eksempel kan være forældre, der er hjemsendt uden hjemmearbejde, der kan holde deres børn hjemme. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Køge betaler pasningspenge tilbage til forældre

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Regeringen i ny opfordring: Hold jeres børn hjemme fra daginstitutionerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger