Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
26.02.2021 kl. 11.50

Bornholm melder sig klar til elever på mandag

Samtlige elever på de bornholmske grundskoler kan møde op på mandag. Det siger Bornholms Regionskommune, der melder sig klar til to ugentlige test af både elever og personale.

Fra på mandag kan samtlige grundskole elever på Bornholm vende tilbage deres til plads i klasselokaler. Det oplyser Bornholms Regionskommune. Tidligere havde beskeden ellers været, at setuppet med test først ville være klar i løbet af ugen, og at eleverne kun gradvist kunne vende tilbage.

Ifølge borgmester Thomas Thors (S) var det spørgsmålet om, hvorvidt testkapaciteten kunne være klar, der såede tvivl om elevernes tilbagevenden.

– Tidligere på dagen (torsdag, red.) var min vurdering, at vi måske var nødt til at starte gradvist op, da det utvivlsomt var en meget voldsom opgave, der lå foran os med at få opbygget en så stor testkapacitet på så kort tid. Men jeg ved jo også godt, at vi på Bornholm er i stand til at løfte, når det gælder. Jeg vil gerne takke alle både i kommunen og vores eksterne samarbejdspartnere for et fornemt stykke koordineringsarbejde, stærkt samarbejde og en stor vilje til at ville lykkes. Der er ingen tvivl om, at det har en kæmpe betydning, at vores elever og ansatte nu kan vende tilbage, siger Thomas Thors i en pressemeddelelse fra regionskommunen.

Bornholm fik onsdag besked om, at de i modsætning til resten af landet får lov til at åbne alle uddannelsessteder op for elever, mod at der bliver lavet to ugentlige test på uddannelsesstederne. I Nord- og Vestjylland gælder genåbningen kun for afgangselever på grundskoler og ungdomsuddannelser med 50 procents fremmøde, mens resten af landet må vente til tidligst 15. marts med at invitere skoleeleverne tilbage.

LÆS OGSÅ Udskældt model for nedlukning skal revurderes

De to ugentlige test af elever i grundskolerne er udelukkende en anbefaling og ikke et krav. Kommunerne er dog forpligtet til at stille testkapacitet til rådighed til de elever, der med forældrenes samtykke gerne vil lade sig teste. 

På Bornholm opfordrer forvaltningen derfor elever og forældre til at repetere gode coronavaner om afstand, nys i ærmet og så videre og ikke mindst, at eleverne møder nytestede ind mandag morgen.

Til det formål skruer man op for testkapaciteten på Bornholms to testcentre, ligesom der er flere teststeder på vej til at blive åbnet. Desuden oplyser kommunen, at den nye og mindre ubehagelige udgave af kviktesten vil blive prioriteret til børnene, når den ankommer til øen. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Bornholm melder sig klar til elever på mandag Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger