Asbjørn Friis Jensen bliver økonomidirektør i Skanderborg. Foto: Skanderborg Kommune
Asbjørn Friis Jensen bliver økonomidirektør i Skanderborg. Foto: Skanderborg Kommune
25.02.2021 kl. 15.14

Skanderborg henter økonomidirektør i Favrskov

Asbjørn Friis Jensen bliver direktør for økonomi, digitalisering og ejendomme i Skanderborg Kommune.

57-årige Asbjørn Friis Jensen besætter den nyoprettede stilling som direktør for økonomi, digitalisering og ejendomme i Skanderborg Kommune.

Han kommer fra Favrskov Kommune, hvor han siden kommunesammenlægningen har været direktør og fra 2010 har været direktør for job og økonomi. 

I Skanderborg har ansættelsesudvalget lagt vægt på Asbjørn Friis Jensens erfaring med kommunal økonomi blandt andet i kraft af hans arbejde i et tværkommunalt samarbejde om en ændring af udligningsordningen.

– At vi kan tiltrække en kapacitet som Asbjørn Friis Jensen, ser jeg som et billede på, at vi har en helt særlig og attraktiv kommune. Både jeg og flere af mine byrådskolleger kender Asbjørn fra kommunesamarbejdet omkring ”Rimelig Udligning”, hvor han har trukket et stort læs. Han er usædvanligt skarpsynet ud i alle hjørner af kommunal økonomi. Han har en meget stor andel i, at Favrskov Kommune er en veldrevet og effektiv kommune og er samtidigt en fremragende formidler af kompliceret stof. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, siger borgmester Frands Fischer (S).

LÆS OGSÅ Hjemsendt Fredericia-chef fratræder

I Skanderborg Kommune skal Asbjørn Friis Jensen stå i spidsen for det nyoprettede direktørområde, der hedder  Økonomi, Digitalisering og Ejendomme. Og han bliver desuden det fjerde medlem af kommunens øverste administrative ledelse.  

– Asbjørn Friis Jensen er et godt match for Skanderborg Kommune og de positive udfordringer, vi står overfor med en voldsom vækst og et anlægsbudget på 1,7 milliarder kroner de næste ti år. Asbjørn er strategisk stærk, og han har en uhøjtidelig og dialogbaseret lederprofil, som passer rigtig godt til den måde, vi tænker ledelse på i Skanderborg Kommune. Samtidig har Asbjørn et skarpt blik for forbedringsmuligheder. Jeg er sikker på, at han med sin insisterende ledelsesstil vil kunne bidrage til, at vi i højere grad lykkes med at realisere byrådets store ambitioner på anlægsområdet i de kommende år, siger kommunaldirektør Lars Clement.

Asbjørn Friis Jensen siger, at han ser skiftet til Skanderborg Kommune som en stor udfordring. Han kommer til at få et tæt samarbejde med byrådet som medlem af direktionen og direktør for det nye direktørområde.

– Den nye direktørstilling rummer udfordringer, som er enormt spændende, og som jeg gerne vil være med til at løse. Skanderborg er en af de kommuner, som vækster mest. Det er positivt. Det giver nogle unikke muligheder, men også udfordringer, siger Asbjørn Friis Jensen og fortsætter:

LÆS OGSÅ Koncerndirektør fyret efter stridigheder

– Det store arbejde, som byrådet og direktionen har sat i gang omkring udvikling af organisationen hen mod en mere helhedsorienteret og sammenhængende organisering, bliver en anden spændende opgave. De tanker, som jeg er blevet præsenteret for, passer godt til min måde at tænke organisation og ledelse på. Som chef har jeg fokus på, at man arbejder godt sammen og supplerer hinanden i det daglige – og jeg glæder mig til samarbejdet med byrådet, den øvrige ledelse og de mange dygtige medarbejdere og chefer, der er på mit område. 

Skanderborg Kommunes nye direktør har i næsten 20 år haft chef- og direktøransvar for offentlig økonomi. Før han kom til Favrskov Kommune, var han økonomichef i Hadsten Kommune.

Asbjørn Friis Jensen er uddannet cand.oceon. og bor i Skæring nord for Aarhus med sin familie. jki@kl.dk

Emneord
Navne, Ledelse, Økonomi

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Skanderborg henter økonomidirektør i Favrskov Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger