Arkivfoto
Arkivfoto
12.02.2021 kl. 16.11

Styrelse dumper KL’s lukkeliste: Næste skridt er et udbud

Planen for lukningen af forbrændingsanlæg duer ikke, lyder det fra Energistyrelsen. Dermed ender forbrændingsanlæggene formentlig med at blive sendt i udbud.

– På baggrund af de enkelte vurderinger konkluderer Energistyrelsen, at KL’s plan samlet set ikke kan godkendes.

Sådan lyder konklusionen i et alenlagt notat efter, at både Energistyrelsen, Miljøstyrelsen, Forsyningstilsynet og Kammeradvokaten har nærstuderet den såkaldte lukkeliste – listen over de forbrændingsanlæg, som ifølge en analyse udarbejdet af KL bør lukkes som led i den klimapolitiske aftale om en grøn affaldssektor, som et flertal i Folketinget indgik sidste år.

KL’s plan reducerer ikke kapaciteten tilstrækkeligt, vurderingen af anlæggenes miljøpåvirkning er ikke præcis nok, og beregningerne for fordelingen af affaldet er ikke retvisende, lyder begrundelsen fra Energitilsynet. Samtidig finder tilsynet ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for, at de anlæg, der indstilles til lukning, er de mindst effektive.

Partierne bag aftalen har givet hinanden håndslag på, at hvis ikke KL's plan kan fungere, skal sektoren sendes i udbud.

LÆS OGSÅ Wermelin vil standardisere kommunernes affaldssortering

Det vækker ærgrelse hos formanden for KL’s miljø- og forsyningsudvalg, Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen (S).

– Vi har gjort det stykke arbejde, vi blev bedt om. Den plan hælder man så ned ad brættet. Det er ærgerligt, men nu må Folketinget så finde ud, hvad næste skridt skal være. Vi kommer ikke til at lave en ny plan, siger hun til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Ifølge Birgit Hansen er der på tværs af partierne i KL’s bestyrelse enighed om, at en liberalisering af affaldsmarkedet ikke er vejen frem, da affaldshåndteringen betragtes som kritisk infrastruktur. 

Det er ifølge Birgit Hansen ikke overraskende, at det ender sådan her. 

LÆS OGSÅ KL melder klar til at lave ”lukkeliste” – men kun på visse betingelser

– Med myndighedernes afvisning af forslaget ser embedsværket nu ud til at få den løsning, de har ønsket sig, lige siden den tidligere regering lancerede sit forslag til forsyningsstrategi: En liberalisering af området, siger hun. 

I en pressemeddelelse fastslår Energistyrelsen, at vurderingen af KL’s lukkeliste er endelig, og at den ikke kan omgøres af aftalepartierne eller de relevante ministre. 

Partierne bag affaldsaftalen – regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet – har fredag eftermiddag været til møde, hvor Energistyrelsens konklusioner er blevet fremlagt. 

SF’s forsyningsordfører Signe Munk skriver i en sms til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, at det endnu er uvist, hvad næste skridt bliver. 

LÆS OGSÅ Nordvestjyske borgmestre advarer: Regeringen er ved at ødelægge affaldssektoren

– Det er der ikke truffet endelig beslutning om, skriver hun og afviser at kommentere yderligere.

Det vil Venstres forsyningsordfører, tidligere borgmester i Ikast-Brande, Carsten Kissmeyer til gengæld gerne.

– Den politiske aftale, vi indgik sidste år, står ved magt. Og det fremgår af den, at næste fase er, at vi må arbejde med en udbudsmodel. Det var også Venstres oprindelige holdning, og det vil vi arbejde videre med. Vi afventer de politiske drøftelser, der forhåbentlig kommer efter vinterferien, siger han til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klima- og energiminister Dan Jørgensen (S). mdbr@kl.dk

LÆS OGSÅ Affaldsudspil kan blive ti gange dyrere end regeringen anslår

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Styrelse dumper KL’s lukkeliste: Næste skridt er et udbud Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger