Foto: Ishøj Kommune og Greve Kommune. Montage: Danske Kommuner
Foto: Ishøj Kommune og Greve Kommune. Montage: Danske Kommuner
11.02.2021 kl. 12.28

Vestegnsborgmestre: Vores borgere bør vaccineres først

Borgmestrene i Greve og Ishøj mener, man bør starte der, hvor smitten er størst, når den brede befolkning skal vaccineres.

Ishøj, Høje-Taastrup, Vallensbæk og Greve indtager de øverste pladser på listen over kommuner, hvor antallet af corona-smittede pr. 100.000 borgere er størst.

Sådan har tendensen været længe, og det får nu flere af borgmestrene i kommunerne på Københavns Vestegn til at foreslå, at deres borgere skal være nogle af de første, der skal vaccineres, når man skal til at vaccinere den sidste gruppe borgere – nemlig de omkring tre millioner raske danskere mellem 16 og 65 år.

Greves borgmester Pernille Beckmann (V) mener, det er sund fornuft at begynde der, hvor smitten er størst.

– Det er faktisk ikke så meget af hensyn til mine borgere, men lige så meget af hensyn til nabokommunernes borgere, at jeg mener, borgerne på Vestegnen skal vaccineres som nogle af de første. I Greve kan vi se, at smitten er størst i Hundige, som er den af vores bydele, der ligger tættest på Ishøj, konstaterer hun.

LÆS OGSÅ Adelskov: Drop nu de nationale test

Her er borgmester Ole Bjørstorp (S) med på idéen.

– Jeg synes da, at det er et udmærket argument ud fra det synspunkt, at skal man fjerne smitten i samfundet hurtigst muligt, så skal vaccinere i de områder, hvor der er mest smitte. Derfor så jeg da gerne, at man starter på Vestegnen, siger han.

Ishøj ligger på førstepladsen og har 258 smittede pr. 100.000 borgere i løbet af den sidste uge. Det svarer til 59 konkrete tilfælde.

– Vi har i alt 78 aktive smittede, og det er selvfølgelig ikke så mange, men når man ganger op for at få sammenlignelige tal, så ligger vi selvfølgelig i den øvre ende. Smitten har været for nedadgående i en periode, men nu er den stagneret. Så jeg anser ikke situationen for meget problematisk, siger Ole Bjørstorp.

LÆS OGSÅ Efter lokalt udbrud: Styrelse kritiseres for at være for sløv

Han tvivler på, at borgerne i vestegnskommunerne ender med at komme først i vaccine-køen. I Greve konstaterer Pernille Beckmann (V), at det fint kan lade sig gøre.

– Forslaget kolliderer ikke med de planer, der ligger i forvejen, siger hun.

Sundhedsstyrelsen skriver alene, at den øvrige befolkning ”for eksempel” kan segmenteres efter alder. Efter planen begynder vaccinen af den brede befolkning til maj.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ønsker ifølge DR ikke at stille op til interview om vaccinerækkefølgen, men henviser til Sundhedsstyrelsen, der henviser tilbage til Sundhedsministeriet, fordi spørgsmålet om hvem der skal vaccineres er af politisk karakter. mdbr@kl.dk

LÆS OGSÅ Borgmester beklager ja til vaccine: Jeg udviste dårlig dømmekraft
Emneord
COVID19, Byråd

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Vestegnsborgmestre: Vores borgere bør vaccineres først Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger