Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
10.02.2021 kl. 09.15

Kommuner vil kompenseres for pas-bommert

Ombytning af 208.000 fejlbehæftede pas koster kommunerne dyrt. Skives borgmester kræver nu KL på banen.

Skive Kommunes borgmester finder det urimeligt, at kommunerne sidder tilbage med regningen efter fejl i mere end 200.000 pas, når det er leverandøren, som har begået en fejl.

– Det er simpelt hen ikke rimeligt, at Skive Kommune kan få en udgift, der nærmer sig en million kroner, når Skive Kommune ikke på nogen måde er skyld i fejlen, siger Peder Christian Kirkegaard (V) til Skive Folkeblad.

Fejlen i de mange pas, der blev udstedt fra 2014 til 2017, handler om, at der var blevet byttet om på højre og venstre fingeraftryk, og derfor skal alle berørte borgere have deres pas ombyttet inden sommeren 2021.

I Skive Kommune fik 14.266 borgere et pas med fejl, og kommunen forudser, det kommer til at koste kommunen i nærheden af 800.000 kroner.

LÆS OGSÅ Borgerrådgivere kan forbedre retssikkerheden for svage borgere

Fælles brev

Fejlen ramte i alt 18 kommuner, som brugte samme it-leverandør, og Skives borgmester vil nu forsøge at samle de berørte borgmestre i en fælles henvendelse til KL for at få KL til sammen med regeringen at finde ud af, hvordan kommunerne skal kompenseres for de ekstra udgifter. Det er dog ikke alle borgmestre, som ønsker at være med i skrivelsen til KL.

– Jeg kan godt forstå, det kan være svært at underskrive sådan et brev til KL, når man selv som medlem af KL’s bestyrelse har været med til at godkende aftalen om udskiftning af de fejlbehæftede pas, siger Peder Christian Kirkegaard til Skive Folkeblad.

KL indgik en aftale med leverandøren og Rigspolitiet om, at de skulle stå for udgifterne til selve det fysiske pas. Mens regningen for den administrative del og den ekstra indsats med at ombytte de mange pas ligger hos de 18 kommuner. gij@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommuner vil kompenseres for pas-bommert Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger